[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Opdateret: 20-02-2012. kl. 10:20


Overdragelsesparaden blev gennemført med mere end 1000 deltagende afghanske, amerikanske, britiske og danske soldater i Camp Shorabak. Lejren er en del af Joint Operation Base (JOB) Bastion.



Under paraden talte den danske chef for både TMLT og den samlede danske kapacitetsopbygningsenhed (KOBENH) ved DANCON 13, oberstløjtnant Torben Olesen, direkte til de afghanske soldater:



- Jeg er stolt af, at skulle gøre tjeneste sammen med soldater som jer, der gør tjeneste under så vanskelige og til tider farlige forhold.

– I har alle meldt jer frivillig til at tjene jeres land langt væk fra familie og venner, og jeg håber på et godt og tæt samarbejde, sagde han.

Uddannelseskapaciteten ved det afghanske regionale træningscenter er under britisk støtte i de sidste seks måneder vokset fra at uddanne 800 til nu 2500 afghanske rekrutter og frivillige soldater.

Og hvor man tidligere kun gennemførte tre kurser, gennemfører man nu 23 kurser på Den Afghanske Hærs Regionale Militære Træning Command (RMTC).

Afslutningsvis takkede oberstløjtnant Torben Olesen sine britiske kollegaer for deres arbejde:

- Jeg er meget taknemmelig for den måde, I har modtaget os danskere på, og for den måde I har overdraget jeres viden om træningscentret og uddannelsen af de afghanske hærstyrker her i Camp Shorabak.



Umiddelbart efter oberstløjtnant Torben Olesens tale gled Dannebrog til tops på paradepladsen, som en markering af, at Danmark officielt har overtaget ansvaret for støtten til træningscentret.





- Jeg ser frem til at arbejde sammen med de danske soldater og er især glad for at man fordobler antallet af mentorer og militærtrænere til næsten 50 danske TMLT soldater, sagde oberst Shah Wali Zazai, afghansk chef for RMTC efterfølgende.

Allerede nu er den afghanske hær selv i stand til at tage ansvaret for nogle uddannelsesområder og kurser, hvor det tidligere var NATO soldater, der gennemførte træningen og uddannelsen.



Oberst Shah Wali Zazai ser frem til samarbejdet med de danske soldater.



Afghanerne skal inden længe selv varetage de vigtige førings- og ledelsesuddannelser af afghanske officerer og instruktører, så afghanerne selv kan varetage ansvaret for sikkerheden i Afghanistan, når de internationale styrker forlader Afghanistan med kampstyrker i 2014.


Fakta: Training Monitoring and Liason Teamet 
Training Monitoring og Liason Teamet (TMLT) indgår i Kapacitetsopbygningsenheden og er tilknyttet den afghanske hærs Regional Military Training Command (RMTC).

Det afghanske RMTC uddanner soldater til den afghanske hær, og Danmark bistår med at rådgive de afghanske officerer og instruktører i deres planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse og kontrol af uddannelsen.

Træningen foregår i Camp Shorabak, der er en del af Joint Operation Base (JOB) Bastion.
Der indgår ca. 50 danske soldater i TMLT-enheden.