[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Opdateret: 08-05-2012, kl. 12:16


Søndag skabte mere end 400 danske og allierede soldaters ømme og varme fødder i Afghanistan et overskud på mere end 30.000 kroner ved hver at gå 25 kilometer i Camp Bastion (det er faktisk over 10.000 kilometer sammenlagt).

Overskuddet opstår ved, at hver deltager indbetaler 25 dollar i startgebyr for at få en marchmedalje og et diplom.



Personel fra ISAF DANCON 13 klar til start.


Igennem de sidste år er der ligeledes skabt tradition for at et eventuelt overskud doneres til velgørende formål, såsom Støt Soldater og Pårørende og lignende initiativer.

- Vi har besluttet, at overskuddet fra denne første DANCON-march i Camp Bastion skal gå til Fonden Danske Veteranhjem, fordi fondens tre veteranhjem i Fredericia, Aalborg og på Frederiksberg er med til at skabe trygge rammer for de af vore kollegaer, som har brug for et sted at komme, efter de har ydet en indsats for Danmark, siger premierløjtnant Rune fra komiteen bag DANCON-marchen i Camp Bastion.



To danske soldater klar til at gå DANCON march.


Morgensolen var kun lige begyndt at kigge op over Camp Bastion, da de første udenlandske og danske soldater klokken fem kom gående og kørende over til Camp Viking-lejren, hvor de danske soldater bor.

Af de 400 deltagende soldater var cirka 200 amerikanske, 130 var britiske og 70 var danske soldater.

- DANCON marchen er en dansk tradition blandt soldaterne, når de er udsendt. I år har marchen således 40 års jubilæum siden starten på Cypern i 1972. Den er tidligere blandt andet blevet gået på Cypern, på Balkan, i Irak og i Afghanistan, sagde chefen for Det Danske Kontingent hold 13, oberst Jan Hansen i sin velkomsttale til de 400 forsamlede soldater.

Klokken 6.40 startede oberst Jan Hansen marchen, hvorefter soldaterne gik eller løb ud af hovedporten til Camp Viking for at tilbagelægge 25 kilometer rundt i Camp Bastion lejren.

Kravet til alle deltagerne var, at de skulle bære minimum ti kilo oppakning og enten være i uniform med støvler eller idrætstøj med løbesko.

Umiddelbart efter starten lagde de to løbere major Jacob Østergaard og sergent Daniel Kjær, begge fra kapacitetsopbygningsenheden ved Det Danske Kontingent, sig i spidsen for marchen.



Major Jakob Østergaard og sergent Daniel kæmper om førstepladsen under marchen eller som de gennemførte den, i løb! Her er de ved seks km mærket.



I løbet af formiddagen kravlede temperaturen op over mere end 30 grader, så der var stort træk på de opstillede vand- og frugtdepoter undervejs.

Mens de gik eller løb havde marchdeltagerne mulighed for at indtage vand, frugt og energibarer, for at holde blodsukkeret og væskebalancen i orden.

I takt med marchen skred frem, og temperaturen steg og steg, blev selve gennemførelsen for mange et spørgsmål om vilje.



Major Jakob Østergaard vandt DANCON-marchen i hurtigste tid i kategorien idrætstøj og modtager medalje, diplom og et gavekort af chefen for Det Danske Kontingent, oberst Jan Hansen.



Efter 2 timer, 19 minutter og 20 sekunder kom første deltager løbende til målområdet i Camp Viking. Det var major Jacob Østergaard, der vandt kategorien idrætstøj.

Kun halvandet minut senere, i tiden 2 timer 20 minutter og 50 sekunder kom sergent Daniel, der blev vinder i kategorien uniform og støvler.

- Jeg brugte Jakob som ”hare” til at starte med, og vi fulgtes ad cirka halvdelen af løbet, men så måtte jeg slippe ham, der var ikke noget at gøre, sagde Daniel efter løbet.

Klokken 1240 sluttede arrangementet, hvorefter hverdagen vendte tilbage til soldaterne i Camp Bastion.



DANCON-march

DANCON-marchen blev startet af danske soldater på Cypern i 1972 og har således 40 års jubilæum i år.

Marchen er tidligere blevet gået på Cypern, på Balkan, i Irak og i Afghanistan. I foråret 2011 gik man således også den første DANCON-march i Green Zone mellem lejrene i den daværende Patrol Baseline.

Den 29. april i år gik 150 soldater i Main Operation Base Price således deres første DANCON-march.

March komiteen i Camp Bastion havde forud for marchen bestemt, at dagens overskud skulle gå til Fonden Danske Veteranhjem (veteranhjem.dk).

Det Danske Kontingent hold 13 donation vil blive overrakt under flagdagen i København den 5. september 2012.

Ud over præmier for hurtigste tid i de to kategorier: Idrætstøj og uniform med støvler, var der præmier for tungeste oppakning og bedste udklædning.

Præmien for tungeste oppakning gik til den amerikanske sergent Adam Clement, der bar 55,5 kilo under hele turen.

Bedste udklædning gik til holdet fra det britiske 903th Expeditionary Air Wing, Royal Air Force.



Se video

Se flere billeder fra DANCON-marchen her.