[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efter sidste uges medieomtale af arbejdsgruppe ”Bedste profil til jobbet” oplever jeg et behov for at gøre rede for nogle kendsgerninger, så hærens medarbejdere kan orientere sig i det arbejde, der foregår.

Den 11. og 12. april i år holdt jeg orienteringsmøder med hærens officerer. Den konkrete anledning var indlægget i officerernes fagforenings blad ”Er du mand nok til at være chef”, skrevet af 53 officerer. Der blev på møderne talt om mange emner, men især de aktuelle auditørsager og behovet for opbakning til berørte officerer. Som bekendt besluttede jeg at afholde flere sådanne møder – de næste finder således sted den 4. og 5. december i henholdsvis Jylland og på Sjælland.

                   
I dagene og ugerne efter møderne i april bad jeg de 53 officerer om at konkretisere og uddybe deres bekymringer, så vi kunne komme tættere på en fælles forståelse. Den 8. juni sendte gruppen mig derfor oplægget ”Rigtig mand til jobbet”.

Det indeholdt – som enhver siden har kunnet forvisse sig om – en række ideer og ganske vidtgående forslag omkring tjenesteforløbet for officerer, især frem mod udvælgelse til egentlige chefstillinger ved udsendte enheder, dvs. underafdelingschef og bataljonschef.

Ud fra oplægget fra de 53 officerer kan man få det indtryk, at udsendte chefer generelt klarer sig dårligt. Sagen sættes givetvis på spidsen i oplægget, og det er slet ikke min opfattelse. Udvælgelsen af chefer sker allerede i dag med baggrund i kendskabet til den enkelte samt den forudgående tjeneste, men det er altid målet at få stillinger besat med den rigtige profil, så vi skal benytte enhver mulighed for at blive bedre til det.

Oplægget gav med andre ord stof til eftertanke, men også behov for yderligere drøftelse – f.eks. skal forsvaret fremover besætte stillinger efter ansøgning frem for beordring, hvilket påvirker muligheden for målrettede tjenesteforløb for kommende chefer.

Med baggrund i oplægget besluttede jeg at nedsætte arbejdsgruppen ”Bedste profil til jobbet” med deltagelse af repræsentanter for de 53 officerer samt fra hærens myndigheder og fra personelforvaltningen. Formålet er at udforske og konkretisere de fremsatte forslag.

Arbejdsgruppen mødtes første gang den 5. november, hvilket sene tidspunkt skyldes et travlt efterår med mange øvelser for flere af deltagerne. Der er således på ingen måde  tale om en syltekrukke – alene den korte termin understreger dette, idet gruppen skal komme med anbefalinger allerede tidligt i det nye år.

Det har været vigtigt, at repræsentanterne for de 53 officerer ikke skulle pålægges at tale for andre end gruppen selv. Det ville ikke være fair overfor repræsentanterne og heller ikke overfor hærens øvrige omtrent 1500 officerer, når arbejdet nu drejer sig om at udforske forslagene fra de 53. I det perspektiv kan gruppens arbejde ses som et partsindlæg, og resultatet vil blive drøftet bredt i hærens officerskorps, når det foreligger i starten af 2013. Reaktionerne vil selvsagt også indgå i den videre behandling af forslagene.

Agner Rokos