[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Natoflaget blev strøget, så det afghanske flag blafrede alene som symbol på, at afghanerne nu har eneansvaret for det regionale militære træningscenter, RMTC, i Helmand-provinsen.

Talerne bar tydelig præg af stolthed og forventningen om at skulle stå på egne ben. Den amerikanske oberst Arnold, der har stået i spidsen for opbygningen af det afghanske træningscenter, udtrykte da også optimisme og tillid til fremtiden i sin tale.

Oberstløjtnant Søren Søndergaard Jensen, chef for det danske mentorhold, Training Mentoring and Liaison Team, deler sin amerikanske kollegas tiltro.

- De har vist, at de kan drive skolen uden vores hjælp. De tager stadig større ansvar i takt med, at vi trækker os tilbage. Løsningen er ofte en anden end den, vi umiddelbart forventede, men det har netop hele tiden været meningen, at afghanerne skulle løse opgaven på deres egen måde, ellers ville det ikke være en bæredygtig løsning, understreger oberstløjtnanten.

Diplomer og klapsalver

Danskerne udgjorde et lille hjørne i den omtrent 500 mand store parade, men deres bidrag og støtte til de afghanske instruktører er ikke gået ubemærket hen.



I antal var det danske bidrag yderst til venstre beskedent, men deres indsats har været meget værdsat.


Efter taler, nationalsang og fællessang linede deres afghanske kolleger op sammen med den amerikanske oberst, skolens leder og adskillige andre prominente afghanske militærledere.

Danskerne marcherede taktfuldt frem og stod således ansigt til ansigt og dannede en æresport med afghanerne. Herefter modtog de danske mentorer en efter en et diplom og en klapsalve som tak for deres indsats.



De afghanske soldater klappede ad danskerne og endnu mere for Afghanistans fremtid.



Klapsalven og jubelråb fra de afghanske soldater tog dog for alvor til, da de officielle papirer blev skrevet under og den afghanske uafhængighed en realitet.



De underskrevne dokumenter bliver vist frem for soldater og fotografer.



- Det har været en speciel og mindeværdig oplevelse at være en del af den internationale mentorering af afghanerne, og det er dejligt, at vores arbejde bliver anerkendt og værdsat, fortæller oberstløjtnant Søren Søndergaard Jensen, der tager mange gode minder med sig hjem fra Afghanistan.



Det danske motto for hold 14 i Afghanistan er 'Skulder ved Skulder', til paraden stod danskerne og afghanerne dog ansigt mod ansigt.