[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Tårnet på det pansrede og minebeskyttede sikringskøretøj MRAP, drejer langsomt fra side til side, mens forsyningskolonnen bevæger sig ad Highway 1 mod Camp Price i Helmand provinsen.

Trods den forbedrede situation er det fortsat nødvendigt at støtte alle forsyningskolonner med sikringskøretøjer, for at materiel og personel kommer sikkert frem.

Tårnskytten konstabel Henriks vagtsomme øjne spejder ud over løbet på det tunge maskingevær.



MRAP på vej mellem Camp Bastion og op mod Highway 1. Fotos Stig Larsen.



Maskingeværet følger horisonten hen over den golde ørken og videre hen over de spredte lerfarvede afghanske gårde, kaldet compounds, langs Highway 1 mellem Camp Bastion og Camp Price.

Eftermiddagens vogntog er en forsyningskolonne, kaldet en IRG (Immediately Replenishment Group). Kolonnen består af fem tungt læssede lastvogne med gods og to MRAP-køretøjer til personeltransport fra Transportdelingen i Stab- og Logistikkompagniet, samt yderligere et antal MRAPs fra Sikrings- og Eskortesektionen. Det er i et af disse MRAP-køretøjer, konstabel Henrik sidder som tårnskytte.



MAN SX lastbil læsses inden afgang fra Camp Bastion.



Formålet med dagens IRG til Camp Price er at fragte passagerer, mad, vand, reservedele, post, byggematerialer og ammunition til soldaterne i Camp Price og tage passagerer og gods med retur til Camp Bastion.

IRG’erne køres, når der er behov herfor, men ofte et par gange om ugen. De kører til alle danske lejre, og til de britiske, når der er behov for støtte her til.

Der er løbende sket en kraftig forbedring af sikkerheden langs Highway 1 i form af overvågning, pigtråd og asfalt. Dette formindsker risikoen for nedgravede improviserede sprængladninger, de såkaldte IED’er. Trods sikkerhedstiltagene på Highway 1 er det dog nødvendig fortsat at støtte alle kolonner med sikringskøretøjer og -mandskab. Sikrings- og eskortesektionens primære opgave er at forsvare kolonnen, hvis denne skulle blive angrebet, eller kører på en IED og må gøre holdt.

Samtidigt holder soldaterne i sektionen udkik efter forandringer langs vejen, som nygravede render og huller, eller ting der er placeret langs vejkanten, og som ikke normalt er der.

Disse ting kunne indikere, at der kunne være nedgravet, eller placeret en IED mod soldaterne og køretøjerne.

Konstant knaser det i konstabel Henriks høretelefoner med ordrer og oplysninger.

- Om ca. 1.000 meter kommer vi hen til det sted ved dalen, hvor den amerikanske kolonne blev beskudt med en skulderbåret raketdrevet granat (RPG) for otte dage siden, siger sergent Alexander, der er gruppefører og vognkommandør på MRAP’en.

Heldigvis blev ingen af de amerikanske køretøjer og soldater ramt ved hændelsen.

Sergent Alexanders og konstabel Henriks MRAP er forreste køretøj i forsyningskolonnen, der denne eftermiddag er på vej mod Camp Price ca. 35 km. øst for fra Camp Bastion.

Fra Camp Price leveres godset så videre ud til de små patruljelejre, som eksempelvis Patrol Base Hazrat, eller Wiarla.

Temperaturen er omkring 30 grader, og de fleste lokale afghanere opholder sig klogelig inden døre eller døser hen i skyggen, for middagssolen står skarpt på den blå himmel over Helmand provinsen, mens kolonnen kører mod Camp Price.

Tårnet, der kan dreje 360 grader, har monteret et 12.7 mm tungt maskingevær.

Konstabel Henrik har et perfekt udsyn fra tårnet, både mod vejen og ud mod området langs vejen og han tager hele tiden sin kikkert op for at se efter mulige stillingsområder for fjendtlige RPG’er og andre våben, som kunne angribe kolonnen.



12.7 mm tung maskingevær i MRAP tårn.



30 sekunder senere knaser det igen i høretelefonerne.

- Henrik, oprørerne skød mod amerikanerne fra position ”klokken 10”, så vær ekstra opmærksom i den retning, lyder ordren.

”Klokken 10” angiver for skytten en retning i forhold til køretøjets aktuelle frontretning. Køretøjets front er altid ”klokken 12”, bagud er ”klokken 6”.

Alexander fortsætter med at give Henrik orientering om det mulige fareområde, de nu skal igennem, mens han drejer tårnet mod den befalede retning.

- Oprørerne afskød RPG’en fra bakketoppen derover, ”klokken 10”, hvorefter de forsvandt, fortsætter han.

Konstabel Henriks øjne spejder ud bag de sorte skibriller og hans højre hånd knuger om det blanke håndtag på siden af 12.7’eren.

Hans højre tommeltot er klar til at skubbe affyringssikringen fra ”Safe” og over på ”Fire” og trykke på aftrækkeren, hvis noget skulle ske.

MRAP’en kører frem mod broen, der fører over den brede slugt med de stejle skrænter på den modsatte side.

Broens sider og gelænder er pakket ind i pigtrådsruller for at oprørerne ikke kan placere IED’er i gelænderet, hvilket har været med til at forbedre sikkerheden for soldaterne.



Pigtrådsindpakket bro langs Highway 1.



Tidligere var de smalle broer et yndet IED område, fordi køretøjerne blev presset ud mod siden, når man passerede broerne og dermed var tæt på selve ladningen.

- Hurtigt, kør frem, der kommer en lastbil på den anden side af broen, træk ud mod midten, så lastbilen ikke kan presse sig ud på broen, før hele kolonnen har passeret. siger Alexander højt til køreren, Kris.

Kris træder speederen i bund og bilen accelererer hen over broen, mens den trækker ud mod midten. Den nedslidte afghanske lastbil af tysk herkomst holder klogelig tilbage og lader kolonnen passere.

Der sker intet, da MRAP’en og resten af kolonnen passerer broen og slugten, og alle slapper af igen.

Ca. 1 km længere fremme passerer kolonnen en af de små, men effektive nye afghanske vagt- og kontrolposter, der konstant skyder op langs alle veje i Helmand provinsen.

Ruten afpatruljeres desuden af afghanske kørende patruljer, der dermed er med til at forbedre sikkerheden langs Highway 1 og alle de andre steder, hvor de kører.

Kontrolposterne er tilmed et vigtigt signal til de lokale om, at den afghanske regering har viljen og evnen til at overtage ansvaret for sikkerheden ude i lokalområderne.



Afghansk kontrolpost langs vejen mellem Camp Bastion og Camp Price.



Kolonnen når Camp Price efter ca. en times tid på vejen.

Sidst på eftermiddagen går turen roligt hjemad mod Camp Bastion - igen uden at man observerer nogle hændelser.



Kolonnen på vej mellem Camp Price og Camp Bastion



Fakta  
Sikrings- og Eskortesektionen indgår i Kapacitetsopbygningsenheden ved DANCON ISAF 13.
Sikrings- og eskortesektionens opgaver omfatter blandt andet:
  • Sikringskørsel når kolonner kører, eller hvis personel skal flyttes mellem camps og lejre.
  • Sikringsopgaver, hvor sektionen sammen med blandt andet amerikanske soldater sikrer de danske mentorere, der arbejder ved Det Afghanske Regionale Træningscenter (RMTC) i Camp Shorabak
  • Ved træningscentret overvåger sektionen selve træningsområdet og virker som personbeskyttere. De skal blandt andet sikre, at de mentorerende danske soldater kan komme i sikkerhed, hvis der skulle opstå uroligheder på træningscentret.
    Uroligheder kan være i i form af direkte angreb fra infiltrerede oprørere.
    Disse hændelser kaldes Green on Blue angreb, hvor afghanske soldater vender deres våben mod deres allierede fra eksempelvis Danmark, Storbritannien og USA.
Køretøjer
Sikrings- og eskortesektionen kører i MRAP (Mine Resistent Ambush Protected) køretøjer. Køretøjet er leaset af det amerikanske forsvar og anvendes ved DANCON ISAF 13 til personeltransport og som sikrings- og eskortekøretøj.

Våben

Tung Maskingevær, model Browning M2, er et 12.7 mm tungt maskingevær, der kan bekæmpe mål ud til ca. 1.500 meter under anvendelse af forskellige typer ammunition: fuldskarp, panserbrydende og sporlys.