[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

”Major, ansvaret er nu dit!”

Oberst Ken Knudsen gør honnør til major S. Doyle efter en kort tale til de to kompagnier. Major S. Doyle er kompagnichef for Charlie-kompagniet, The Princess of Wales's Royal Regiment (i daglig tale ”Tigerkompagniet”), som nu har fået ansvaret for Patruljebase (PB) Clifton.



Major A. Svendsen (tv.) oberst K. Knudsen og major S. Doyle (th.) ønsker hinanden god vind for fremtiden.



For halvandet år siden rykkede de danske styrker ind i Patrol Base Line (PBL). Siden da er de resterende baser, PB Spondon, PB Malvern og senest PB Bridzar overdraget til de afghanske sikkerhedsstyrker.

- Patruljebasen har været mit hjem det seneste halve år. Så det er lidt specielt at flytte herfra og samtidig være med til at afslutte det sidste danske kapitel i PBL’s historie, udtrykker en soldat, mens flere nikker anerkendende.

De sidste danske containere med blandt andet elektronisk udstyr blev også fragtet fra PB Clifton til Camp Bastion. Det krævede en håndfuld lastbiler med tilhørende logistiksoldater, som bogstaveligt talt rykkede teltpløkkene op.



Danske logistiksoldater løfter det sidste danske materiel på en MAN lastbil. Det skal nu til Camp Bastion og videre med skib til Danmark.