[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Transportkørslen fra Camp Bastion til Patrol Base Line (PBL), Rahim og Khar Nikar er nu ikke længere på danske hænder. Den 23. januar sænkede Charlie-kompagniet Dannebrog i Patruljebase Clifton, bød velkommen til det britiske Tiger Coy og påbegyndte rejsen hjem til Danmark.
En begivenhed, der logistisk er blevet arbejdet frem mod i adskillige måneder.

Planlægningen af overdragelsen i PBL begyndte allerede i september måned sidste år. Mens kamptropperne har gennemført masser af patruljer, har vi knoklet med at få alt materiel ud af PBL og ind til Bastion. Her er stumperne enten blev klargjort til brug på Hold 13 – eller til videre transport til Danmark. Det er sket i et godt samarbejde med det Nationale Støtte Element (NSE), som er ansvarlig for logistikken fra Afghanistan til Danmark.



Noget af det materiel, der er fragtet til Bastion.

Der er blevet tilbagelagt mange kilometer i Afghanistan, og det har ikke været uden udfordringer. Terrænet har været hårdt ved lastbilerne. Det har betydet nedbrud, men vi har med fælles hjælp fra både bjærgerne, Bravo-kompagniets og vores egne mekanikere fået lastbilerne op at køre igen. Vores britiske kolleger har også undervejs støttet med en enkelt lastbil eller to.



Terrænet, som vi har kørt mange ture i.


Tal
På hold 12 er der kørt 58 forsyningskolonner. Heraf er 20 gået til PBL. Der er leveret 123 læs og hentet 100 læs. Forklaringen på, at der er blevet kørt mere ud, end der er blevet bragt tilbage til Bastion er, at der har været et løbende forbrug i PBL. Desuden har Transportdelingen også leveret en stor del af det materiale, som den afløsende enhed skal bruge.