[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Forsvaret handlede hurtigt og ansvarligt ved at låne MRAP-køretøjer (Mine-Resistant Ambush Protected) af amerikanerne i 2011.
Men MRAP har ikke hele æren for, at skaderne fra IED-sprængninger mod de danske styrker er reduceret med ca. 70%.
I 2010, da IED-truslen mod soldaterne i Helmand, var meget stor, bad forsvaret de amerikanske styrker om lån af 40 særligt beskyttede lastbiler til transport af personel i Helmand. Amerikanerne var netop selv ved at indføre køretøjet MRAP i sin nuværende version til deres egne styrker i Afghanistan, da de accepterede at udlåne 40 køretøjer til de danske styrker. På grund af det generøse lån modtog de danske styrker altså MRAP allerede i starten af 2011, kun et år efter beslutningen om at skaffe flere beskyttede køretøjer.
Skulle de danske styrker have købt et andet køretøj, ville der gå ca. 4 år - måske mere. Vi ville altså først få de nye køretøjer i 2013 eller 2014.
Hæren lånte med meget kort varsel MRAP-køretøjerne af de amerikanske styrker, fordi det var vigtigere hurtigt at øge soldaternes sikkerhed end alene at fokusere på den mest holdbare langsigtede køretøjsløsning.
Arkivfoto: Minesøger i Afghanistan
IED-truslen er blevet mindre
Brugen af MRAP er kun en lille del af årsagen til faldet i IED-skader.
De danske og allierede styrker har været dygtige til at reducere IED-truslen gennem en bred vifte af tiltag. Især de afghanske soldaters og ISAF styrkens effektive operationer har været med til at svække oprørerne og dermed reduceret IED-truslen.
Det er meget forsimplet at påstå, at faldet i IED-skader alene skyldes brugen af MRAP. Samtidig med, at de danske styrker tog MRAP i brug i starten af 2011, begyndte de nemlig at se effekten af den målrettede indsats mod oprørerne og mod IED-udlægningen. Antallet af IED-hændelser faldt markant i hele Helmand-provinsen. De allierede styrker var i 2011 blevet gode til at finde IED'er, før soldaterne blev ramt af dem. Mellem 70 og 80% af IED'erne bliver nu fundet og fjernet, før de gør skade.
En lang række andre forhold spiller også ind, så som øget overvågning, bedre aflytning, ændrede operationsmønstre, øget afghansk engagement, ændret operationsmønster hos oprørerne og svækkelse af oprørenes IED-kapacitet. Alt sammen faktorer, som har resulteret i et fald i IED-hændelser i Helmand fra midten af 2011.
Alle køretøjer beskytter
De seneste år er der sket et markant fald i antallet af køretøjer, som er ramt af IED'er.
I 2009 og 2010 blev der årligt registreret 33-35 køretøjer, som skulle repareres p.g.a IED-skader. I 2011 og i 2012 er tallene faldet til kun 8-10 årlige reparationer. Brugen af MRAP er kun en lille del af årsagen til faldet i IED-skader.
Langt de fleste af hændelserne skete heldigvis uden skader på personel. Dels på grund af at oprørernes ladninger er blevet svagere, dels på grund af brug af bedre minerydnings-udstyr og endelig på grund af, at de danske køretøjer er blevet bedre beskyttede, herunder også MRAP.
Fremtiden
Selvom MRAP er en løsning, der med kort varsel har højnet beskyttelsesgraden for de danske soldater i nogle situationer, er den pansrede lastvogn formentlig ikke det køretøj, som vi fremadrettet kan basere hærens pansrede køretøjsflåde på. Det er en her og nu løsning for at styrke soldaternes sikkerhed i Afghanistan. Forsvaret er i fuld gang med en langsigtet løsning for at finde de bedst egnede fremtidige pansrede køretøjer, indtil videre kaldet "pansret mandskabsvogn, erstatning".
Alle køretøjer er sikre i en eller anden grad, men vi opgraderer hele tiden vores flåde af køretøjer i takt med, at vores modstandere ændrer operationsmønster og i takt med de muligheder, vi har for at købe, leje eller låne mere sikre køretøjer.
Arkivfoto: MRAP i Afghanistan
FAKTA
|
Fakta om MRAP (Mine-Resistant Ambush Protected), Cougar 6x6 ISS
De danske styrker i Afghanistan har Forsvaret har indgået en aftale med
USA om lån af 40 MRAP's, der siden marts 2011 er brugt til transport af
soldater i Afghanistan.
MRAP er et særligt udviklet transportkøretøj, der på grund af sin
V-formede undervogn har et meget højt beskyttelsesniveau i forhold til
miner. Køretøjerne er især gode til transport af personel og skal bruges
som supplement til de øvrige køretøjer, de indsatte styrker
benytter i Afghanistan. |
Besætning: 2+8
Motor: Caterpillar C7 Diesel
Hestekræfter: 330
Vægt: 19051 kg
Maksimal vægt: 29257 kg
Længde: 7,52 meter
Bredde: 2,71 meter
Højde: 3,2 meter |
Se også artikel på forsvaret.dk/hok af 2011-03-04