[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Generalløjtnant Rainer Korff er chef for NATO’s hovedkvarter i Szczecin, øver sin stab og de tilknyttede nationer i at samarbejde inden korpset tager til Kabul i 2014. Det har været en god øvelse blandt andet takket være DANILOG, Hjemmeværnsskolen og det Lokale Støtte Element’s store indsats med host nation support.
Host Nation Support er også befolkningen
Generalløjtnanten har tidligere – adskillige gange været på ferie i Jylland, og kender Henne strand, Ringkøbing og i det hele taget den jyske vestkyst særdeles godt. Derfor var han også spændt på, hvordan han ville blive modtaget, når han nu kom i uniform. Men hans bekymringer er blevet gjort til skamme.
- Jeg er blevet fantastisk modtaget af danskerne. Denne hjertelighed. Jeg er lige kommet tilbage fra Esbjerg Sygehus med en af mine medarbejdere, der havde fået et ildebefindende. Lægerne, sygeplejerskerne og det øvrige personale på sygehuset gav os en storartet behandling. Og uanset, hvor jeg bevæger mig i området omkring Nymindegab, Oksbøl eller Varde bliver jeg mødt med smil, vinken og venlighed.
Generalløjtnant Rainer Korff, chef for NATO Multinationale korps i Szczecin.
Personen Rainer Korff er en meget intensiv mand og mens han taler, efterlades man ikke i tvivl om, at man er til stede. Han udstråler en intensitet, der ikke efterlader en nogen tvivl om, at han siger, hvad han mener. ”Det logistiske arbejde, der er blevet udført, er professionelt håndværk”.
- For at gøre det kort har jeg kun rosende ord til overs for de danske enheder og myndigheder, der har bidraget med logistikken. Det er nu 6. gang jeg er kommandør, så jeg kender til logistik, og måske netop fordi, der ikke er nogen logistisk enhed i korpset er jeg ekstra opmærksom på det. Alt i alt havde det slet ikke været muligt at gennemføre øvelsen, hvis vi ikke havde fået logistisk støtte. Den Host Nation Support, der er blevet leveret under denne øvelse, har gjort et stort indtryk på alle. Det er både kvaliteten, og logistikkens omfang. Det er alt - udbygningen af strømnettet, sværtransporten, jernbanetransporten, og så er det alle småtingene, der får tingene til at virke. Uanset hvad vi beder om, så bliver det ordnet.
Logistik uden bøvl
Generalløjtnanten har med sin store baggrund i både øvelsesvirksomhed og i mission et ganske tydeligt billede af logistikkens betydning. Ikke alene for operationernes gennemførelse, men også for mandskabets moral. Hvis nogen tror, at logistikken skal leve i det skjulte, må de tro om. - Logistikken her har været synlig for alle. Busserne kører efter tidsplan, der er diesel til bilerne, tøjet bliver vasket og så er der maden.
- Maden her er et kapitel for sig selv. Det er kun ganske naturligt, når så mange nationaliteter samles, at maden hurtigt bliver et emne. Alene de forskellige måder man spiser på. Polakkerne begynder for eksempel dagen med et solidt morgenfoder, mens andre, som jeg selv, blot begynder dagen med en marmelademad, inden jeg tager på arbejde. De fleste gik forsigtigt til værks, da de så den danske mad. Bare en ting som den danske mayonnaise blev mødt med en afventende holdning. Men efter, at man var begyndt at smage på varerne, og fandt ud af at det smagte godt, og at der var rigeligt, så lettede stemningen gevaldigt. Og så er det jo sund mad, vi får. Der er en god variation af forskellige fødevarer.
- Jeg vil endnu en gang understrege min store anerkendelse for det arbejde, der er udført af alle, der har bidraget. Det er et professionelt arbejde, der er udført. De medarbejdere, der har haft opgaven, har til fulde demonstreret evne til at løfte en så stor opgave. Vi har modtaget en komplet bekymringsfri logistisk pakke.
Den 12. maj slutter øvelsen – for korpset, men for de logistiske enheder fortsætter arbejdet indtil alt er ryddet op. Et arbejde, der tager op til 10 dage efter at den sidste soldat fra korpset har forladt Danmark.
Direkte kilde: DANILOG