[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Afslutningen markerede tre et halvt års succesfuld støtte til igangsætningen af driften på den afghanske kaserne i Camp Shorabak i Helmand-provinsen.
Afslutningsbegivenheden blev derfor tirsdag fejret ved en parade i Camp Tombstone, som er nabolejr til Camp Shorabak og Camp Bastion.
Oberst Jan Hansen taler til soldaterne i Camp Tombstone under paraden.
- Alle, der er til stede her i dag, kan nu i fællesskab være med til at fortælle den gode historie om mentoreringen og kursskiftet, sagde chefen for Det Danske Kontingent, oberst Jan Hansen under paraden og fortsatte:
- Vi fra Hæren, Søværnet og Flyvevåbenet, der bliver tilbage indtil august, kan fortælle om et dedikeret garnisions- og mentoreringshold 7 (GOMLT-VII), der sammen med jeres afghanske samarbejdspartnere har vist, at der kan skabes holdbare afghanske løsninger.
Garnisons og Mentoreringsholdene fra Flyvevåbenet har været i gang med mentoreringen siden 2009, og det var derfor naturligt, at oberst Jan Hansen fremhævede netop erfaringsoverdragelsen til øvrige danske enheder, som kom til Afghanistan i februar, som et af hovedpunkterne i talen:
- Garnisons og Mentoreringshold 7 har på professionel vis overdraget sine erfaringer til såvel Kapacitetsopbygningsenheden, som til specialstyrkebidraget Task Force 7 vedrørende mentorering og tilgang til afghanerne, og det skal I have tak for.
Soldaterne fra Flyvevåbnets garnisons- og mentoreringshold 7.
De danske soldater i Camp Tombstone, som arbejder med afghanerne i Camp Shorabak, kommer fra alle tre danske værn, og derfor benyttede oberst Jan Hansen sin tale til at slå fast, at de mange forskellige værnsspecifikke og personlige kompetencer, som soldaterne har haft med til Afghanistan, har gjort mentoreringen til en succes:
- Den værnsfælles tilgang, som vi alle har bibragt mentoreringen, er en succes, og det kan ikke afvises, at vi kommer til at se mere af denne slags fælles udsendelser i fremtiden.
Chefen for kapacitetsopbygningsenheden, hvor garnisons- og mentoreringshold 7 har været underlagt, oberstløjtnant Torben Olsen, benyttede i sin tale under paraden muligheden for at fremhæve de resultater, flyverne har skabt på kasernen i Camp Shorabak:
- Nogen siger en æra blev afsluttet i dag, fordi der ikke længere skal mentoreres på selve kasernen i Shorabak. Jeg vil hellere sige, at en ny dansk æra er begyndt, for I er beviset på, at man kan få dansk succes ved at dreje indsatsen fra kampoperationer til kapacitetsopbygning.
Under en uformel afskedsreception for samarbejdspartnere efter paraden fremhævede chefen for garnisons- og mentoreringshold 7, oberstløjtnant Jens Lindvig, det gode samarbejde, der havde været på tværs af værnene, mellem den overvejende ”grønne” trænings- og mentoreringsenhed (TMLT) fra kapacitetsopbygningsenheden, og garnisons- og mentoreringsholdet fra det ”lyseblå” flyvevåben.
Oberstløjtnant Jens Lindvig taler under den uformelle afskedsreception.