[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

”89 – Ind”, ”88 – Ud, forlader campen”.

Tallene flyver gennem luften, hver gang en soldat går gennem receptionsteltet ved indgangen til 2 Brigades hovedkvarter i Nymindegab, hvorfra brigaden løser opgaver i forbindelse med den multinationale øvelse Crystal Egale 12. Soldaterne i adgangskontrollen noterer flittigt, mens de forsøger at holde styr på hvor mange mennesker, der opholder sig inden for perimeterhegnet i hovedkvarteret.

I tilfælde af brand og efterfølgende evakuering er det vigtigt præcist at kende antallet af de personer, der kan forventes at være, så man er sikker på, at der ikke er nogle tilbage i hovedkvarteret.

Ny enhed på gammelt fundament
HQ Kompagniet er et af Telegrafregimentets bidrag til den hjemlige struktur. Kompagniet støtter fra hjemmebasen i Haderslev de to brigader og Danske Division med opstilling af det operative hovedkvarter, når føringsenhederne rykker ud til øvelser.

Som uddannelsesansvarlig for de dele af Hæren, der ikke er i direkte missionsuddannelse, er 2 Brigade storforbruger af HQ Kompagniets støtte. I ”gamle dage” havde hvert enkelt Brigade sit eget brigadestabskompagni, men Hærens strukturtilpasninger har betydet, at et enkelt kompagni nu løser opgaven for alle enheder.



Kaptajn Anders Bandholm er boss for et større setup, hvortil der er bidrag fra flere regimenter.

- En af de større udfordringer er at lære at arbejde med ”udlicitering”. Som det er nu, så laver Ingeniørregimentet lejren, HQ Kompagniet driver hovedkvarteret, Trænregimentet sørger for bespisningen og CIS Bataljonen har ansvaret for hele kommunikations-setup´et.

Den opdeling giver selvfølgelig nogle friktioner, som vi så prøver at fjerne. Vi er vant til at løse opgaverne selv, så øvelserne giver os mulighed for både at forventningsafstemme med brugerne af hovedkvarteret og tilrette fordelingen af de praktiske procedurer med enhederne, forklarer kaptajn Anders Bandholm, der overtog stillingen som kompagnichef for HQ Kompagniet i februar.

Pansertelegrafister klar til udrykning
Opstillingen af et brigadehovedkvarter under feltforhold tager normalt et par dage, afhængig af forholdene. Men da brigaderne skal kunne fungere operativt, kan HQ Kompagniet også levere et semi-mobilt føringscenter.



HQ Kompagniets Forward Command Post – herfra kan 2 Brigade føre kampen under Crystal Eagle 12, hvis der er behov for det.

- Kompagniet er opbygget af fire delinger: En stabsdeling, hvor alle de faste stabshjælpere ved brigader og division er placeret, en motoriseret hovedkvartersdeling (HQDEL) udrustet med mobile containere, kaldet DUCer (Deployerbare Udfoldbare Containere), en pansret HQDEL med Piranhaer i føringsmodellen, der kan opstille et fremskudt hovedkvarter og en kommandodeling til støtte for resten af kompagniet, siger kompagnichefen.

- Lige nu leverer vi hovedkvarter til brug for 2 Brigade her i Nymindegab. Når den øvelse slutter, bryder vi hovedkvarteret ned her hurtigst muligt og rykker direkte til Oksbøl, hvor vi skal opstille for 1 Brigade, der skal køre øvelse for det kommende ISAF-bidrag. Så lige nu har vi meget travlt.

Erfarne soldater
De stigende krav om it-support og støtte til den avancerede førings- og kommunikationsstruktur stiller nye og store krav til de enkelte soldater og, ikke mindst, setup´et i hovedkvarteret.

- Før i tiden var det grundlæggende telte, felttelefoner og kabel. Nu er det it-teknologi, links og at hente data i en sky. Det betyder, at den ”simple” soldat ikke længere kan være med. Det er specialiserede folk, der driver værket, siger Anders Bandholm.



2 Brigades hovedkvarter under Crystal Eagle. Hovedkvarteret er opsat i DUCer (Deployerbare Udfoldbare Containere). DUCerne kan flyttes på lastbiler og kobles sammen efter behov. DUC-konceptet blev oprindeligt implementeret til Danske Divisions NRF 14-forpligtelse i 2010.


Når kompagniet er det eneste af sin art i Hæren, så er der megen øvelsesaktivitet. Men på trods af de mange dage i felten, så har kompagniet ikke rekrutteringsproblemer.

- I det daglige er soldaterne lidt spredt. Nogle af kompagniets soldater gør tjeneste ude ved de to brigader og Danske Division, mens andre er ”hjemme” i Haderslev. Vi har mange folk med INTOPS-erfaring og jeg udnævnte den sidste konstabel til overkonstabel forleden, så det er erfarne folk, der ved, hvad de har med at gøre, smiler kaptajn Bandholm.

Kompagniet består af 107 soldater, hvoraf de 28 til hverdag er afgivet som stabshjælpere til de to brigader og Danske Division, mens de øvrige har deres daglige gang i kompagniets bygninger i Haderslev.