[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

I virkelighedens verden ville det larme fænomenalt meget omkring Vordingborg. På de egne udspiller sig en kæmpe krig i disse dage. En krig hvor tre bataljoner fra 2. Brigade slås indædt for at holde en kraftfuld fjende stangen. Det er dog i Hærens Taktiske Træner i Oksbøl, det larmer mest.

Et af de væsentligste værktøjer i bataljonschefens værktøjskasse er ildstøtten.

Premierløjtnant Rasmus Thorn. Fra sædet inde i sin PMV følger han slagets gang sammen med sin hjælper. Meldingerne strømmer ind på tre radionet.

Kun syv skridt væk er bataljonschefens PMV. På den måde kan ildstøtten lynhurtigt blive koordineret.

- Med den tunge ild kan bataljonschefen flytte tyngden hurtigt fra det ene rum til det næste, fortæller Rasmus Thorn fra I Ildstøttebatteri/I Ildstøtteafdeling.

En melding om flytning af en skydning kommer ind på radioen. Et af panserinfanterikompagnierne er under pres ude foran. Heldigvis er det kun en øvelse i Oksbøl. Havde det været virkelighed, så havde kamplarmen været øredøvende. Nu er det heldigvis kun radiomeldingerne, der flænser luften.



Pladsen er trang i PMV’en, men batterichef Rasmus Thorn (th) følger slagets gang nøje. Den tunge ildstøtte er med til at lægge tyngden i kampen. Derfor skal den koordineres nøje med såvel de kæmpende enheder ude foran, som bataljonschefen.


Artilleri af den tunge slags
Netop samarbejdet mellem de forskellige ”værktøjer” i bataljonen er så afgørende, at de ikke kan gøres til genstand for for meget indøvelse.

Rasmus Thorn kan tilbyde hjælp fra tre almindelige selvkørende 155 millimeter haubitsbatterier, et trukket batteri med både 105 og 155 millimeter samt to MLRS batterier (raketkaster). Temmelig meget tung ild, som dog også skal hjælpe de to øvrige bataljoner i øvelsen.

- Vi skal jo forsøge at få kanaliseret fjenden ind i et område, hvor vi kan ”binde ham fast” og slide ham ned, fortæller Rasmus Thorn om bataljonens plan.

Jo mere ildstøtten kan hjælpe til, jo mindre bliver kampunderafdelingerne indsats i de direkte konfrontationer.

Det sparer ressourcer, som i den sidste ende skal give overtaget og sejren i kampen.

Tæt koordination
Batterichefens PMV er bakket helt tæt sammen med bataljonschefens PMV, rampe mod rampe. Hurtigt springer Rasmus Thorn op fra sin plads. Nogle hurtige skridt, og han sidder ved siden af bataljonschefen, oberstløjtnant Kenneth Pedersen fra II/GHR. Tyngden skal flyttes, og derfor koordineres der helt tæt. Kortet studeres samtidig med, at kampunderafdelingerne melder om fjendtlige pansrede køretøjer, der overskrider faselinjer.

Det nu, samarbejdet skal vise sin styrke.
Tilbage til radioen. Et hurtigt opkald fra batterichefen – og ilden er på vej mod målet.



Batterichefen Rasmus Thorn er bataljonschefens ildstøtte-rådgiver. Derfor holder batterichefens PMV rampe ved rampe med bataljonschefens PMV. I et par hurtige spring kan Rasmus Thorn være ovre hos bataljonschefen, så ilden falder hvor den skal, når den skal.