[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Den tyske hærchef, generalløjtnant Werner Freers, besøgte tirsdag flere danske garnisoner for at blive orienteret om den danske soldateruddannelse, kontaktofficerernes rolle i forhold til pårørende og døde/sårede soldater samt Veterancentrets rolle. Herudover var der besøg ved to af de jyske garnisoner. Det var emner, som generalen selv havde ønsket at få indsigt i.



General Werner Freers havde en lille delegation med sig, da han blev modtaget af generalmajor Agner Rokos i Hærens Operative Kommando.


Indledningsvis blev general Freers briefet ved staben i Hærens Operative Kommando, før turen gik til Jydske Dragonregiment i Holstebro, hvor der ud over briefingen blev tid til at se en del af regimentets tunge materiel.



Ved Jydske Dragonregiment hørte den tyske hærchef om blandt andet den såkaldte KTO-ordning, der dækker over kontakten mellem hæren og pårørende til udsendte, men der blev også lejlighed til at se både Leopard-kampvogne og infanterikampkøretøjer.


Senere på dagen besøgte generalen Ingeniørregimentet i Skive, hvor han fik demonstreret ammunitionsryddernes arbejde samt en uddannelsessituation. Den tyske hærchef var hele dagen ledsaget af chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos.



Under besøget i Skive fik general Werner Freers blandt andet demonstreret den kassevogn, som ammunitionsrydderne rykker ud med. Den rummer blandt meget andet grej den såkaldte ”Rullemarie”. Fotos: Christian B. Frederiksen.