[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Brigadechef Michael Lollesgaard bød velkommen og indledte seminaret med en briefing om 1. Brigades nye direktiv for anvendelse og uddannelse af Reserveentiteten. Det nye direktiv pointerer, at reservepersonellet er en vigtig ressource, som til stadighed skal uddannes og nyttiggøres til støtte for brigadens opgaver.

Chefen lagde ikke skjul på, at hver eneste indkommandering fremover vil have et klart formuleret formål, som dels stiller resultatkrav til det indkaldte reservepersonel, dels stiller krav til brigaden om kvalitet og mål for indkommanderingen.

Dernæst introducerede brigadechefen seminarets hovedemne; stabiliseringsoperationer i internationale missioner. Det er 1. Brigades primære opgave at uddanne danske soldater til de krævende operationer i det internationale miljø.



Kortet viser et udsnit af Helmandprovinsen, hvor danske soldater i øjeblikket er engageret.


Teorien og doktrinerne bag stabiliseringsoperationerne blev gennemgået, inden der blev arbejdet med konkrete opgaveløsninger. Tidligere stabschef for DANCON/ISAF 10, major Claus Klaris, gennemførte et øvelsesforløb, hvor deltagerne arbejdede med realistiske problemstillinger og nogle af de dilemmaer, som den udsendte officer er konfronteret med.

Stabiliseringsoperationer er i høj grad kendetegnet ved inddragelse af civile instanser, og her har reserven en naturlig forudsætning for at kunne bidrage med kompetencer til opgavens løsning.

 - Det var et øvelsesforløb af stor kvalitet, det virkede enormt konkret og gav god mulighed for at diskutere nogle af de vanskelige og komplekse sager, som vores kollegaer står over for ved indsættelsen i Afghanistan, sagde premierløjtnant af reserven, Simon Bertelsen, i en kort pause.



Seminaret fordrede naturligvis også den obligatoriske træningstilstandsprøve, som bidrog med ny luft og puls i et godt tilrettelagt seminar. Træningstilstandsprøven blev gennemført med højt humør, og alle bestod.


Seminaret rummede mange andre gode emner. Chefen for brigadens administrations-sektion, major Per Skafte Christensen, gennemgik de funktioner, som er til rådighed for reserven, forhold omkring personelbedømmelser og praktikken omkring indkommandering.

Disse forhold blev yderligere komplementeret af kaptajn Per Schmidt Knudsen fra Forsvarets Personeltjeneste, som forvalter reserven og dermed er den reelle arbejdsgiver. Der var en gennemgang af reservens uddannelsesmuligheder, karrieremuligheder, de kontraktlige og fagpolitiske forhold, og endelig gav kaptajnen et bud på en udfordrende fremtid.

Chef for Reserveentiteten ved 1. Brigade, oberstløjtnant af reserven, Michael Glud, afsluttede seminariet med ordene: ”Vi glæder os til at komme i gang”.