[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Efter at have stået fuldstændig fast i dynd og mudder i de tidligere brunkulslejer i Søby ved Fasterholt i Midtjylland kunne en 32 tons tung seismisk vibrator kort før klokken 11 tirsdag atter bevæge sig ved egen kraft.



Der opstår et enormt sug, når en maskine kører fast i et vandhul. Derfor måtte hæren, som den eneste, der har kræfter nok, trække den seismiske vibrator fri. Foto: K.-I. Bæk.


Forud var gået godt tre timers forberedelse til selve bjærgningen, der blev udført af Hærens Kampskoles bjærgningssektion, der netop havde et hold elever på kursus, som man kunne give opgaven.

At en sådan opgave havner ved hæren, skyldes det faktum, at der ikke findes et civilt firma, der kan præstere tilstrækkelig trækkraft. Opgaven blev løst af bjærgningskøretøjet Wisent, der er i ”familie” med Leopard 1-kampvognen. Alle forberedelser var foretaget af civile entreprenører, så det var altså kun den rå muskelkraft, hæren måtte levere.



Efter 17 minutters gedigent træk med en Wisent bjærgningsvogn var vibratoren fri af dynd og mudder. Foto: Christian B. Frederiksen.


Den seismiske vibrator arbejder i øjeblikket sammen med andre vibratorer på tværs af Midtjylland for at klarlægge, om der findes olie i undergrunden. Lokale Søby-borgere havde på forhånd ment, at den valgte rute godt kunne bære køretøjet, men endnu en gang viste de tidligere brunkulslejer sig fra deres lumske side, og for en lille uges tid siden skete der et skred, og vibratoren sad uhjælpeligt fast i det moseagtige terræn.

Seniorsergent Marc Rasmussen fra Hærens Kampskole og kursusleder fortæller, at Wisent måtte op at trække cirka 35 tons for at vriste vibratoren ud af ”suget”. Det er omkring en tredjedel af den kraft, Wisent i øvrigt kan præstere.

Ved enhver bjærgning med brug af wire er der altid risiko for, at wiren kan briste. Derfor var området omkring havaristedet spærret af ved hjælp af politihjemmeværnet fra totalforsvarsregion Nord-Midt.

Fra det første stille ”swub” og til vibratoren stod på fast grund, gik der 17 minutter.

Se video fra operationen her