Nyheder
Forlig
Døgnrapport
Arrangementer
Følg Forsvaret
Forsvarets arealer
Publikationer
… og turen går så til Sydsudan
JUBA, Sydsudan: Det var den melding, Lars Lilholm, major+, fik for en tid siden. Det har resulteret i en række refleksioner set gennem bornholmsk optik
29. juli, 2013 - Kl. 12.55
[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
"… og turen går til SYDSUDAN", meldte udstikkeren!
”Øhhh, ikke lige det område, jeg havde regnet med at betræde med mine bornholmske fodsåler, men vel egentlig fint at komme til et sted, hvor man ikke tager til på charterrejse om fem år – og for resten, man tager ikke på ferie i verdens yngste stat, Sydsudan, de næste mange år.”
Lidt oplysende fakta:
9. juli 2011 opnåede Sydsudan selvstændighed fra Sudan, og er nummer 193 på FNs medlemsliste.
Areal: 644.000 kvadratkilometer = 15 x Danmark.
Befolkning: Cirka 12 millioner (meget usikkert tal), med over 60 forskellige etniske grupper med tilhørende underklaner.
Leveforholdene er blandt de hårdeste i hele verden, og mere end 80 % lever for mindre end én US-dollar om dagen. Kun 20 % modtager en eller anden form for sundhedsydelse gennem deres levetid. 85 % af befolkningen kan hverken læse eller skrive, og 92 % af kvinderne er analfabeter. Risikoen for at dø i barselssengen er verdens højeste, og en 15-årig sydsudanesisk pige har større risiko for at dø af at føde end at afslutte sin skolegang.
Sydsudan er et af de mest underudviklede lande i verden, intet el-net og kun cirka 300 km asfalteret vej hvilket giver enorme logistiske problemer, og store dele af landet er totalt isoleret i regntiden.
”Hvad har jeg så primært brugt min tid på?”
Jeg skulle oprindeligt bestride funktionen som MA (Military Assistant) til Deputy Chief of Staff (DCOS) i Force Headquarters. Det lød jo egentlig OK, jeg håbede bare, at det var en DCOS, der gerne ville ud at se lidt til soldaterne rundt omkring i landet, så jeg ikke kun oplevede hovedstaden Juba – når jeg nu alligevel var i Afrika.
Uddannelse af SPLA ved Junior Command and Staff College i Malou. Fra venstre Lars Lilholm (mig), oberst Petter H. F. Lindqvist, Norge, major Sudhir K.C., Nepal og kaptajn Ronny Sivertsen, Norge. (Privatfotos og Lars Lilholm).
Dagen før jeg skulle tiltræde min nye stilling, blev jeg omdirigeret til J7 (Training). ÆDO (ældste danske officer) og Chief of Staff mente ikke, der var nok at lave i stillingen som MA, og man havde derfor besluttet sig for, at jeg skulle have lov til at knokle lidt, mens jeg var i Afrika. Her, tæt på End of Mission, kan jeg kun sige: Tak for det – det var et godt bytte!
Allerede en uge efter jeg var ankommet til J7, røg jeg af sted med et “Integrated team” for at undervise ude i staterne i Protection of Civilians (PoC), som er en af hovedopgaverne i UNMISS-mandatet. Sammen med civile UN-eksperter var jeg ude at undervise nøglepersoner lokalt i staterne i, hvorledes man optimerer/udarbejder Early Warning systemer og aktionsplaner i forbindelse med interne uroligheder i de enkelte stater.
Disse uddannelsesmoduler bragte mig rundt omkring i Sydsudan, og da vi var færdige med projektet i midten af april, havde jeg været i halvdelen af landets ti stater. Herligt at komme ud at se og opleve landet i stedet for bare at tilbringe sin tid i hovedkvarteret og i den beskidte og ildelugtende hovedstad Juba!
Jeg konstaterer, at det er godt med en patruljebaggrund, når man kommer ud og stifter bekendtskab med de primitive og uhygiejniske underbringelsesforhold, lokum og badeforhold samt ”forplejning” ude på landet!
Forberedelser til Protection of Civilians (PoC).
J7 er ligeledes ude i staterne for at kontrollere UN-styrkernes uddannelsesstandard og sikkerheden i lejrene. Under disse inspektioner fandt vi ud af, at styrkernes muligheder for at træne skydning ikke var optimale. Derfor gik vi hurtigt i gang med at undersøge mulighederne for at få dette ændret. Lang historie og sagsbehandling, men i slutningen af maj fik vi lavet en aftale med de lokale politistyrker hernede, så vi kunne komme til at træne på deres anlæg. Det krævede dog lidt ”handel i porten”, så vi fik det japanske ingeniørelement til at forbedre deres veje i området og lave en forbedret sikkerhed på deres lokale skydebane.
Selv om FN normalt optræder ubevæbnet, er der god grund til at træne skydning, når man har i baghovedet, at der har været tre større overfald på UN hernede de sidste seks måneder med dødelig udgang. Samtidig har vi fået etableret et anlæg ved hjælp af nedgravede containere, så noget så enkelt som indskydning kan finde sted i de enkelte lejre.
Kontrol af SSNPS (det sydsudanesiske politi) skydebane i Rajaf.
Lige i øjeblikket arbejder jeg med et projekt, der skal øge samarbejdet mellem SPLA (Sudan People's Liberation Army) og UNMISS. Dette kommende samarbejde betyder blandt andet, at jeg gennemfører et to-ugers Peace Keeping Operation modul for unge SPLA-officerer, lige inden jeg tager hjem. Derudover sætter vi vores enheder og observatører i gang ude i staterne med at tilbyde forskellige former for træning for dermed at optimere samarbejdet mellem SPLA og UNMISS.
Sidst, men ikke mindst, har jeg været næstkommanderende i J7 det meste af tiden – måske lidt underligt, når J7 blandt andre tæller tre oberstløjtnanter udover chefen. Som næstkommanderende har jeg været fungerende chef i cirka en måned, mens chefen har været hjemme på leave – herligt at have kommandoen over oberstløjtnanter, majorer og (andre) kaptajner fra alle kontingenter (Nigeria, Tyskland, Brasilien, Australien, Indien, Mali, Rwanda, Sydkorea og Nepal).
Så alt i alt: Jeg har ikke haft tid til at kede mig, hvilket har været herligt! Tiden er gået væsentligt hurtigere end forventet, men jeg glæder mig til at komme hjem til familien og den fantastiske bornholmske natur med den friske luft uden stank af brændt gummi, plastik og diverse andre menneskelige efterladenskaber, roen uden den evindelige generatorstøj, havet, hvor det farligste på Bornholm er en brandmand og ikke en masse ikke synlige "spændende" organismer – det bliver godt!
Det har været seks gode måneder med masser af interessant arbejde, en super god og energisk tysk chef samt gode kollegaer fra alle jordens kontinenter.
"… og turen går til SYDSUDAN", meldte udstikkeren!
”Øhhh, ikke lige det område, jeg havde regnet med at betræde med mine bornholmske fodsåler, men vel egentlig fint at komme til et sted, hvor man ikke tager til på charterrejse om fem år – og for resten, man tager ikke på ferie i verdens yngste stat, Sydsudan, de næste mange år.”
Lidt oplysende fakta:
9. juli 2011 opnåede Sydsudan selvstændighed fra Sudan, og er nummer 193 på FNs medlemsliste.
Areal: 644.000 kvadratkilometer = 15 x Danmark.
Befolkning: Cirka 12 millioner (meget usikkert tal), med over 60 forskellige etniske grupper med tilhørende underklaner.
Leveforholdene er blandt de hårdeste i hele verden, og mere end 80 % lever for mindre end én US-dollar om dagen. Kun 20 % modtager en eller anden form for sundhedsydelse gennem deres levetid. 85 % af befolkningen kan hverken læse eller skrive, og 92 % af kvinderne er analfabeter. Risikoen for at dø i barselssengen er verdens højeste, og en 15-årig sydsudanesisk pige har større risiko for at dø af at føde end at afslutte sin skolegang.
Sydsudan er et af de mest underudviklede lande i verden, intet el-net og kun cirka 300 km asfalteret vej hvilket giver enorme logistiske problemer, og store dele af landet er totalt isoleret i regntiden.
”Hvad har jeg så primært brugt min tid på?”
Jeg skulle oprindeligt bestride funktionen som MA (Military Assistant) til Deputy Chief of Staff (DCOS) i Force Headquarters. Det lød jo egentlig OK, jeg håbede bare, at det var en DCOS, der gerne ville ud at se lidt til soldaterne rundt omkring i landet, så jeg ikke kun oplevede hovedstaden Juba – når jeg nu alligevel var i Afrika.
Uddannelse af SPLA ved Junior Command and Staff College i Malou. Fra venstre Lars Lilholm (mig), oberst Petter H. F. Lindqvist, Norge, major Sudhir K.C., Nepal og kaptajn Ronny Sivertsen, Norge. (Privatfotos og Lars Lilholm).
Dagen før jeg skulle tiltræde min nye stilling, blev jeg omdirigeret til J7 (Training). ÆDO (ældste danske officer) og Chief of Staff mente ikke, der var nok at lave i stillingen som MA, og man havde derfor besluttet sig for, at jeg skulle have lov til at knokle lidt, mens jeg var i Afrika. Her, tæt på End of Mission, kan jeg kun sige: Tak for det – det var et godt bytte!
Allerede en uge efter jeg var ankommet til J7, røg jeg af sted med et “Integrated team” for at undervise ude i staterne i Protection of Civilians (PoC), som er en af hovedopgaverne i UNMISS-mandatet. Sammen med civile UN-eksperter var jeg ude at undervise nøglepersoner lokalt i staterne i, hvorledes man optimerer/udarbejder Early Warning systemer og aktionsplaner i forbindelse med interne uroligheder i de enkelte stater.
Disse uddannelsesmoduler bragte mig rundt omkring i Sydsudan, og da vi var færdige med projektet i midten af april, havde jeg været i halvdelen af landets ti stater. Herligt at komme ud at se og opleve landet i stedet for bare at tilbringe sin tid i hovedkvarteret og i den beskidte og ildelugtende hovedstad Juba!
Jeg konstaterer, at det er godt med en patruljebaggrund, når man kommer ud og stifter bekendtskab med de primitive og uhygiejniske underbringelsesforhold, lokum og badeforhold samt ”forplejning” ude på landet!
Forberedelser til Protection of Civilians (PoC).
J7 er ligeledes ude i staterne for at kontrollere UN-styrkernes uddannelsesstandard og sikkerheden i lejrene. Under disse inspektioner fandt vi ud af, at styrkernes muligheder for at træne skydning ikke var optimale. Derfor gik vi hurtigt i gang med at undersøge mulighederne for at få dette ændret. Lang historie og sagsbehandling, men i slutningen af maj fik vi lavet en aftale med de lokale politistyrker hernede, så vi kunne komme til at træne på deres anlæg. Det krævede dog lidt ”handel i porten”, så vi fik det japanske ingeniørelement til at forbedre deres veje i området og lave en forbedret sikkerhed på deres lokale skydebane.
Selv om FN normalt optræder ubevæbnet, er der god grund til at træne skydning, når man har i baghovedet, at der har været tre større overfald på UN hernede de sidste seks måneder med dødelig udgang. Samtidig har vi fået etableret et anlæg ved hjælp af nedgravede containere, så noget så enkelt som indskydning kan finde sted i de enkelte lejre.
Kontrol af SSNPS (det sydsudanesiske politi) skydebane i Rajaf.
Lige i øjeblikket arbejder jeg med et projekt, der skal øge samarbejdet mellem SPLA (Sudan People's Liberation Army) og UNMISS. Dette kommende samarbejde betyder blandt andet, at jeg gennemfører et to-ugers Peace Keeping Operation modul for unge SPLA-officerer, lige inden jeg tager hjem. Derudover sætter vi vores enheder og observatører i gang ude i staterne med at tilbyde forskellige former for træning for dermed at optimere samarbejdet mellem SPLA og UNMISS.
Sidst, men ikke mindst, har jeg været næstkommanderende i J7 det meste af tiden – måske lidt underligt, når J7 blandt andre tæller tre oberstløjtnanter udover chefen. Som næstkommanderende har jeg været fungerende chef i cirka en måned, mens chefen har været hjemme på leave – herligt at have kommandoen over oberstløjtnanter, majorer og (andre) kaptajner fra alle kontingenter (Nigeria, Tyskland, Brasilien, Australien, Indien, Mali, Rwanda, Sydkorea og Nepal).
Så alt i alt: Jeg har ikke haft tid til at kede mig, hvilket har været herligt! Tiden er gået væsentligt hurtigere end forventet, men jeg glæder mig til at komme hjem til familien og den fantastiske bornholmske natur med den friske luft uden stank af brændt gummi, plastik og diverse andre menneskelige efterladenskaber, roen uden den evindelige generatorstøj, havet, hvor det farligste på Bornholm er en brandmand og ikke en masse ikke synlige "spændende" organismer – det bliver godt!
Det har været seks gode måneder med masser af interessant arbejde, en super god og energisk tysk chef samt gode kollegaer fra alle jordens kontinenter.