[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Foto: Heri Hammer Niclasen, HOK.


23 danske soldater og pårørende til tilskadekomne/dræbte soldater modtog i dag alle en legatportion fra Hærens Regimenters Hjælpefond. Fondens støtte gives til støtte for fastansatte, der er invaliderede under tjenesten eller efterladte, der har mistet en forsørger i tjenesten. Herudover blev der givet legater til en række personer, der har udmærket sig i tjenesten ved redningsindsats, hvor menneskeliv eller værdier har været i fare.

Hærens Regimenters Hjælpefond blev stiftet i 1995 ved en sammenlægning af en række tidligere legater, hvoraf et stammer tilbage fra 1836. En række fonde og institutioner har derudover ydet støtte til legatsummen, blandt andre Hærens Konstabel- og Korporalforening, Rindsholm Kro og Jyllands-Posten, som i fire år har støttet hjælpefonden med 1,5 mio. kroner og som i 2014 og 2015 yderligere har besluttet at donere 300.000 kroner.

Det betyder, at det var meget flotte legatportioner, som chefen for Hæren, generalmajor Per Ludvigsen, i dag kunne uddele på Ryes Kaserne i Fredericia.

- Da bestyrelsen drøftede årets indstillinger, stod det endnu en gang klart, at selv om fonden råder over ganske anseelige midler, så er et legat kun en meget ringe trøst i forhold til den situation, som desværre mange af legatmodtagerne befinder sig i, sagde generalmajor Ludvigsen.

- Vi håber trods alt, at et legat fra fonden må være en – om end beskeden – opmuntring og anerkendelse til jer i jeres svære situation.

Legatmodtagerne
Følgende var mødt frem på Ryes Kaserne for at modtage et legat:
Kaptajn Esben London, kaptajn Tommy Gade Helstrup Gregersen, oversergent Ashkan Nymann Abdalkhani, sergent Peter Zillo Bæk Lorentzen, sergent Lasse Kirkegaard Ahle, overkonstabel-1 Ole Eriksen, overkonstabel-1 Line Robinson, overkonstabel-1 Mikkel Ravn Dyrslund, overkonstabel Mikkel Sass Jensen, overkonstabel Mikael Rehde Eidenert og flyveroverkonstabel Lennart Olsen.

Herudover modtog fem jægersoldater hver en legatportion. Desuden fik Bente Marianne Ziegler, enke efter Arne Ziegler samt Sara Helene, Mie Maja og Thor Lauge Brink Jacobsen, der mistede deres far, René Brink Jacobsen tidligere på året, hver en legatportion som en flot start på en børneopsparing.

Tre legatmodtagere kunne af forskellige årsager ikke være til stede i Fredericia tirsdag. De vil senere få deres legater under private former.