[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Første mandag i måneden holder chefen for DANCON ISAF (det danske kontingent i Afghanistan) Hold 16, oberst Kenneth Pedersen, morgenappel for hele DANCON. Som regel for at kunne opsummere måneden, der gik og for at berette om den forestående måneds begivenheder og besøg. Mandag den 7. oktober var en anelse anderledes, da chefen også kaldte overkonstabel af første grad, Peter Emtekjær, frem ved appellen.

- Peter Emtekjær har, siden han blev indkaldt i 1973, forrettet 40 års eksemplarisk tjeneste i Hæren, og for nogle af de yngre soldater kan det synes som et helt liv. I løbet af de 40 år har Peter set en hær og et forsvar i stadig forandring og udvikling. Derfor er det da også på mange måder passende, at Peters sidste tid som ansat i Hæren tilbringes i en af forsvarets skarpeste internationale missioner, nemlig hernede hos os i Afghanistan, siger Kenneth Pedersen.



Chefen for DANCON ISAF 16, oberst Kenneth Pedersen, bad Peter Emtekjær om at træde an ved morgenappellen. Fotos: Nicholas Lundgard.


Lavt løbespring gennem hele karrieren
Peter Emtekjær blev indkaldt den 1. august 1973 og aftjente sin værnepligt ved Hærens Materielkommandos rekrutskole på Bülows Kaserne i Fredericia. Efter endt værnepligt skulle Peter egentlig have overtaget sin fars øldepot i Ulfborg, men et aktivt liv i forsvaret lokkede.

- Jeg fik muligheden for en fast kontrakt som forsyningsekspedient i Opklaringseskadronen ved Jydske Dragonregiment (JDR) i Holstebro og ville også få mulighed for at dyrke en hel del sport. Så det valgte jeg. Det resulterede blandt andet i, at jeg var på det militære landshold i femkamp 14 år i træk, og jeg har i alt gennemført 129 femkampe i min militære karriere, siger Peter.



Peter Emtekjær er på sin sidste internationale mission med forsvaret.


Godt kammeratskab og et aktivt liv
Peter fremhæver det utrolige kammeratskab og de mange gode oplevelser med de andre femkæmperne ved JDR som nogle af de største oplevelser, han har haft i forsvaret. Ligesom Peter i sin tid blev lært op i femkamp af en ældre kollega, har Peter også haft femkamp-talenter under sine vinger. Blandt andre verdensmesteren Brian Dåsbjerg, som Peter kalder sin gulddreng.

- Efter at Jægerkorpset i lang tid sad på femkamp-trofæerne, fik JDR viftet dem af banen. I løbet af årene har der udviklet sig en stærk femkæmper kultur ved JDR, og erfaringer, træningsråd og de gode resultater går i arv. Nok skal jeg pensioneres den 1. marts 2014, men det aktive liv vil jeg ikke lægge på hylden. Jeg satser derfor på at deltage i veteran VM og EM i atletik i nogle år endnu, siger Peter.



Peters yngre kollegaer ønsker ham tillykke – måske er det Christoffers tur om 39 år?


FAKTA
Hæderstegnet ”Forsvarets hæderstegn for god tjeneste” er indstiftet af Hans Majestæt Kong Frederik den IX den 11. marts 1953.

Hæderstegnet med egeblad af guld påhæftet hæderstegnets bånd tildeles enhver mand eller kvinde, der har forrettet tjeneste ved forsvaret i uafbrudt fulde 40 år efter sit fyldte 20. år.

For at få hæderstegnet tildelt må den pågældende af sine foresatte være kendt som en brav mand eller kvinde, der ved troskab, duelighed, flid og i øvrigt god opførsel i tjenesten samt ved ulastelig vandel i sit private liv har gjort sig værdig til at bære et offentligt vidnesbyrd for god tjeneste ved forsvaret.