[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Fotos: Task Force 7

Task Force 7 (TF7), som er bidraget udsendt af Jægerkorpset og som for tiden omfatter soldater fra Jægerkorpset, Frømandskorpset, Hærens regimenter, Søværnet og Flyvevåbnet, har som det første hold en dansk Military Working Dog (MWD) med i missionsområdet. Hundefører Michael og hunden Ibo er udsendt som støtte til TF 7 Hold 5.

De tilhører Eskadrille 660 i Danmark, som forestår uddannelsen af hunde som Ibo. TF 7 Hold 5 blev formeret den 1. december 2012, og har siden trænet sammen forud for deres udsendelse i februar. Under uddannelsen i Danmark, trænede holdet samvirke med hund og fører, så soldaterne på jorden ved, hvordan de kan anvende hundens kapacitet som force protection under operationer.



Ibo og Michael træner ”ild og bevægelse”.  Bemærk Ibo’s ører, der viser en høj grad af opmærksomhed mod ”fjenden”.


 - Man skal lige lære sin organisation at kende, men efter 2 måneder i missionen står det klart, at MWD kapaciteten er et uvurderligt værktøj for en enhed som vores. Ibo og Michael giver yderligere sikkerhed til vores folk på jorden, og derved får enheden en høj grad af fleksibilitet i opgaveløsningen, forklarer chefen for Task Force 7, orlogskaptajn Jens Birkebæk Bach.

Afghanistans bedste hund
De danske MWD er som udgangspunkt trænet i at kunne finde IED’er der ligger i jorden. Hundens næse er trænet til at erkende forskellige typer sprængstof, der anvendes af vores modstandere. Meget af dette er fremstillet af gødning, som er tilsat kemikalier for at skabe et potent sprængstof.

Hundeføreren har derfor ansvaret for, løbende at træne sin hund til at erkende disse typer sprængstoffer, da der konstant sker en udvikling, i hvordan man fra vores modstanderes side blander de forskellige typer gødning og kemikalier. Som hundeføreren Michael selv siger:
- Man føler sig lidt som den lille kemiker, når man skal træne med Ibo. Man skal skaffe de rigtige blandinger, og ”lære” Ibo at finde dem, heldigvis er han lærenem.



Hjemme hos Ibo. Han er som andre soldater glad for at have billeder af familien og ”babes” hængende.
 

Ved siden af træningen med enheden, der skal på jorden, forestår hundeføreren yderligere træning med hunden for hele tiden at holde den opdateret. Ibo og Michael blev i forbindelse med den seneste vedligeholdende træning i Camp Bastion, udsat for en del af de opgaver, som de forskellige britiske hunde skal igennem, inden de kan certificeres til at komme på jorden og støtte soldater på opgave.

De opgaver Ibo kom igennem var:
  • High Assurance Search Dog (HASD); en hund, der svarer til det danske politis bombehunde, og som kan afsøge et område for IED’ermed meget stor sikkerhed.
  • BEEK; en hund, som er trænet i at afsøge punkter og områder i terrænet hvor der er stor sandsynlighed for at finde IED’er.
  • Arms and Explosive Search dog (AES); en hund, der er særligt trænet I at finde våben og sprængstof.
Da træningsseancen var slut, stod det lysnede klart, at Ibo var en hund særklasse. Ibo og Michael bestod alle prøver indenfor alle områder, og Ibo er nu den eneste hund i Afghanistan, der mestrer alle typer opgaver fra Vehicle Search til High Assurance Search. Det faktum, at TF 7 nu har en hund der kan løse alle typer opgaver, tilskrives i høj grad den uddannelse som hund og fører modtager hjemme i Danmark, samt det faktum at man i Danmark, modsat i andre lande, lader hund og fører leve sammen - også udenfor tjenesten.

I hundekredsene i Afghanistan er rygtet om Ibo’s performance også kommet andre for øre; Michael og Ibo er blevet tildelt en Challange Coin samt et Star and Stripes (flag) af USMC Staff Sergeant Graves.



Ibo er blevet hædret med Stars and Stripes fra US Marine Corps samt en ”Challange Coin”.


Med Ibo på operation
Hunden er et enkelt middel, og med de evner Ibo har nu, vil han være en styrkelse for enhver specialenhed, der indsættes uanset opgaven. Ibo kan anvendes i alle de typer opgaver, vi skal kunne indsættes i, under vores mission. Han kan indsættes over en stige, afsøge et compound, holde nysgerrige på afstand, gå forrest i en kolonne eller i et større område med det formål at erkende IED’er.

Under en af TF 7 operationer var der en del lokale unge mænd, som var meget nysgerrige, og da der samtidig var kamphandlinger og soldaterne på jorden var udsatte, ”indsatte” delingsføreren Ibo til at få de unge mænd til at forlade området.

Som en af soldaterne husker det:
- Jeg havde prøvet at vifte knægtene væk fra området med håndtegn og råb, men de syntes det var mere spændende at stå og kigge på os, der lå i stilling.  Jeg anmodede om at få Ibo op i min stilling, og den blotte tilstedeværelse af ham, fik knægtene til at forlade området. Hvis det ikke var sket, og vi var kommet i kamp, havde drengene potentielt været i stor fare.



Ibo indsat på opgave i Afghanistan.


I forbindelse med søgning efter gemte effekter som ammunition, sprængstof eller komponenter til at fremstille sprængstof, er Ibo ligeledes en kæmpe hjælp, da disse effekter ofte er godt gemt:
- Ibo har en evne til hurtigt at komme ind og søge et område. Han har nemmere ved at komme ind i små åbninger og steder, der som udgangspunkt er svært fremkommelige for soldaterne. Da vi kun er et par timer på et mål ad gangen, er Ibos kvaliteter helt enestående for vores samlede opgaveløsning.  

Dertil kommer, at vi jo skal huske på, at det kan være almindelige boliger vi søger i og at Ibo efterlader et noget mindre ”fodaftryk” end en Afghansk politimand eller en dansk soldat” Fortæller delingsføreren i TF7.



- Ibo har en evne til hurtigt at komme ind og afsøge et område. Han har nemmere ved at komme ind i små åbninger og steder der som udgangspunkt er svært fremkommelige for soldater.



TF 7 er meget stolte over Ibo og Michael, og det kan man også roligt være hjemme i Danmark.