[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En arbejdsgruppe med navnet ”Bedste profil til jobbet”, som blev nedsat med deltagere fra hærens officerer, Hærens Operative Kommando, Forsvarets Personeltjeneste, 1. Brigade og Hærens Officersskole, har nu gennemført en analyse og beredt vejen for en videre dialog.

De forslag, som arbejdsgruppen nu lægger frem, er blandt andet, at den enkelte officer får lidt længere tid i de enkelte funktioner, og at de første år som officer, selv i rammen af en fremtidig ansøgningsbaseret stillingsbesættelse, skal være styret for at sikre kritisk tjenestegrensviden og ledelseserfaring. Her er der tale om stillinger på underafdelings- og afdelingsniveau. Den unge officers grundlæggende faglige og ledelsesmæssige ballast skal med andre ord være i orden.

Herefter vil der være god mening i, at officererne frit søger nye stillinger og dermed får mere ansvar for egen karriere og udvikling. Der skal også lægges vægt på, at stillinger i de første år direkte skal være med til at kvalificere den unge officer til videreuddannelse. Dette er i god overensstemmelse med den HR-strategi, som forsvaret er i færd med at indføre med indkøringen af det nye forsvarsforlig.

En anden anbefaling er, at cheferne lokalt skal have en væsentlig større rolle i forbindelse med at ”sætte holdet” og udvikle medarbejderne. Det forudsætter så til gengæld, at funktionsbeskrivelser og officersprofilen løbende justeres, så den enkelte chef får det bedste og mest korrekt grundlag for at vælge medarbejdere til de enkelte stillinger.

Arbejdsgruppens forskellige forslag skal snarest diskuteres i en bredere kreds med hærens øvrige officerer, og det er hensigten, at det sker i den kommende tid hjemme på kasernerne. Med dette grundlag på plads vil der i den kommende tid kunne arbejdes med blandt andet at finde en modus for fri og styret ansøgning samt en udviklingsvejledning for hærens officerer.