[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Klokken 16 stod paradestyrken fra Hærens Sergentskole klar foran rådhuset i Sønderborg. Solen skinnede fra en skyfri himmel og mange forventningsfulde veteraner var mødt op i dagens anledning. Veteranerne afspejlede med deres mange medaljer mange forskellige udsendelser gennem en lang årrække. Selv FN missionen i Congo var repræsenteret på denne dag.



Oberstløjtnant Mads Rahbek holder sin tale for de fremmødte. Fotos: Michael Ipsen



Oberstløjtnant Mads Rahbek, chef for Hærens Sergentskole, henvendte sig til paradestyrken, veteranerne og byens borgere og bød velkommen til alle.

- Velkommen til veteraner og pårørende. Sergentskolen, Sønderborg kommune og publikum er samlet her i dag, for sammen at hædre jer ved denne parade. I har virkelig fortjent at blive anerkendt i dag.

Mads Rahbek var i sin tale også inde på den aktuelle kasernelukning, som jo får stor betydning for de tjenestegørende på stedet, men så sandelig også Sønderborg by og befolkning med ordene:

- Den 11. marts klokken 12 blev det kendt, at Sergentskolen skal flyttes til Varde, og Sønderborg mister sin kaserne og de arbejdspladser, som den rummer og skaber i lokalsamfundet. Det er en beslutning, vi er rigtigt mange, der er meget ked af.

Oberstløjtnanten bad afslutningsvis om ét minuts stilhed til minde og ære for de personer, der gennem tiderne har betalt den allerhøjeste pris.



Sønderborg Pipes and Drums leverede som altid en god stemning.



Efter talen spillede Sønderborg Pipes and Drums, hvorefter Sønderborgs borgmester, Aase Nygaard, understregede bådes hendes egen og byens store respekt for såvel den udsendte soldat som kasernen i Sønderborg og det gode forhold, der altid har været mellem Sønderborg by og Hærens Sergentskole.

Sidste taler var sergentelev Jakob Jonstrup, som har været udsendt med ISAF på hold 6 og 11. Han formåede at anskueliggøre overfor alle, hvordan det opleves at være udsendt som dansk soldat.

- Det er rart og berigende at se, hvordan forholdet mellem danske soldater og den jævne afghanske befolkning gradvist er blevet bedre med større forståelse og flere smil. Dette vel nok grundet den efterhånden bedre infrastruktur, flere skoler, uddannelsen af det afghanske militær og politi som jo trods alt har været i fremgang.

Veteranerne samledes til reception ved Sønderborg Rådhus, hvorefter alle var inviteret til gudstjeneste i Maria kirken.



Styrken fra Hærens Sergentskole forlader Sønderborg Kaserne.