[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Det var en tydeligt spændt, bosnisk delingsfører, der søndag aften kørte med det danske militærpoliti ud i lufthavnen i Camp Bastion for at modtage det fornemme besøg hjemmefra. Den bosniske forsvarsminister, Zekerijah Osmic, og viceforsvarschefen, general Mirko Tepsic, ankom marginalt forsinket med flyet fra Mazar-e Sharif i det nordlige Afghanistan, hvor de havde haft samtaler med bosniske stabsofficerer og deres tyske kollegaer.
- Det har været en rigtig god oplevelse at besøge mine bosniske soldater og se, hvor godt samarbejdet er mellem dem og de danske soldater her i Camp Bastion. Gennem mine samtaler med både amerikanere, briter og danskere har jeg erfaret, at mine soldater gør et godt og vigtigt arbejde med at bistå til sikkerheden for hele Camp Bastion, siger forsvarsminister Osmic.
Den bosniske forsvarsminister Zekerijah Osmic (mørk hjelm til venstre) og den bosniske viceforsvarschef, general Mirko Tepsic (mørk hjelm til højre), besøger bevogtningsstyrken ved South Gate.
Den bosniske forsvarsminister Zekerijah Osmic sammen med den amerikanske chef for Regional Command South-West generalmajor Miller (til venstre).
Fælles opgaveløsning
Den bosniske forsvarsminister og viceforsvarschef besøgte også chefen for Regional Command South-West, generalmajor Miller, og chefen for det britiske Task Force Helmand, brigadegeneral Woodham. Begge steder var der rosende ord til bosnierne, som med deres bevogtningsdeling ganske vist kun udgør en lille del af det samlede styrketal i Camp Bastion, men som løfter en vigtig opgave ved at bemande den sydlige port i lejren, hvor mange kolonner, transporter og patruljer udgår fra.
- Besøget var i høj grad også et besøg hos os danskere, da den bosniske bevogtningsdeling er en integreret del af hele Hold 16. Deres arbejde gør, at danske soldater kan sove trygt om natten og løse både operative, faglige og logistiske opgaver om dagen. Derfor er jeg også stolt af at vise den bosniske forsvarsminister ”mine” bosniske soldater, som gør et fremragende stykke arbejde hernede sammen med os, siger Kenneth Pedersen, oberst og chef for ISAF Hold 16.
Bosniske soldater står for sikkerheden og kontrol af ud- og indpassage gennem den travle South Gate i den sydlige del af Camp Bastion.
Delingsfører for den bosniske bevogtningsdeling, Premierløjtnant Hassan Alispahic, viser forsvarsministeren og viceforsvarschefen rundt ved South Gate.
FAKTA:
|
- Soldater fra Bosnien-Hercegovina har siden 2010 været en fast del af den danske styrke i Afghanistan, DANCON.
-
Bosniske soldater bemandede oprindeligt hovedvagten i Camp Price,
men har siden sommeren 2013 (da den danske hovedstyrke flyttede ud fra
Camp Price) bemandet den såkaldte South Gate samt flere af vagttårnene i
den sydlige del af den multinationale lejr Camp Bastion.
-
Den bosniske bevogtningsdeling består af 45 mænd og kvinder, som
gennemfører en seks måneders udsendelse. Det nuværende syvende hold
roterer hjem til Bosnien-Hercegovina marts-april 2014.
-
Danmark har i længere tid haft gode forbindelser til
Bosnien-Herzegovina, og har bl.a. støttet NATOs Peace Support Operations
Training Center i landet.
-
Den bosniske bevogtningsdeling er jævnfør en teknisk aftale mellem
Bosnien-Herzegovina og Danmark under dansk operativ kontrol. De
respektive delinger er således blevet fulgt og kontrolleret af 1.
Brigade inden udsendelse til Helmand i rammen af DANCON.
|