[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Danske Division har netop gennemført studieperioden Errant Knight i den estiske hovedstad Tallinn. Errant Knight var den første større aktivitet i uddannelsesåret 2013-14. Divisionens uddannelse af chefer og stabe fra 1. og 2. Brigade samt de tre affilierede brigader fra Estland, Letland og Litauen fokuserer i dette uddannelsesår på offensive operationer herunder kamp i bebyggede områder.

Formålet med Errant Knight var at skabe en dyb og ensartet forståelse af principperne for og udfordringerne i forbindelse med kamp i bebyggede områder.



Under planlægning af kamp i bebyggede områder kan det være en fordel med en fysisk højt placeret position. Det har studieperiodens deltagere i hvert tilfælde her. Foto: Danske Division.


Under Errant Knight forestod divisionen, støttet af hærens tjenstgrenscentre og skoler samt estiske civile og militære myndigheder, gruppearbejder og drøftelser af taktiske doktriner for kamp i bebyggede områder, samt introduktion til årets taktiske scenarium. Teorien blev efterfulgt af situationsspil med fremlæggelse og drøftelser af taktiske løsninger i terrænet i og omkring Tallinn.

Errant Knight vil blive fulgt op af branchespecifik uddannelse inden for en række områder som for eksempel ingeniørtjeneste, logistik og taktisk efterretningstjeneste forud for næste store aktivitet i uddannelsesåret, øvelse Red Knight, der gennemføres i Litauen og Danmark i november 2013.

På Red Knight skal brigaderne, med udgangspunkt i en divisionsbefaling, planlægge en operation, som starter fra et beredskabsområde i Letland og ender i en offensiv operation, der skal befri Tallinn for en sø- og luftlandsat modstander.