[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det har altid været god latin i hæren, at udannelse kan erstatte materiel, men at materiel aldrig kan erstatte uddannelse. Hold 15 er derfor godt rustet til det næste halve år, idet det opnåede uddannelsesniveau har været højt. Det skyldes blandt andet den tætte dialog og grundige erfaringsoverdragelse, som Hold 15 haft med Hold 14. Samtidig har Hold 15 – som de første i Hæren – fået udleveret helt ny sikkerhedsudrustning og uniformer.



Det var ikke kun fanen, der blev overdraget fra Hold 14 til Hold 15, men også vigtige erfaringer.


- Det er fortsat farligt at være soldat i Afghanistan – og Hold 15 skal være bevidst om dette og forberedt på, at kammerater bliver såret og i værste fald dræbt. De procedurer, som de foregående 14 hold har bidraget til at udvikle, er med til at reducere risikoen. Samtidigt er udrustningen blandt det bedste, der kan fås. Sammen med uddannelsen i Danmark giver det det bedste grundlag for at løse opgaven, fremhævede chefen for Hold 14 – oberst Kresten Hedegård.

- At Hold 15 står på skuldrene af alle de forrige hold – og vil få gavn af deres erfaringer – fordrer ydmyghed i forhold til den ventende opgave. En opgave, der har ændret karakter i takt med, at afghanernes evne og vilje til at varetage egen sikkerhed er øget, og at såvel koalitionspartnerne som Folketinget har tilpasset strategierne. Netop disse forhold understregede chefen for Hold 15, oberst Anders Mærkedahl Pedersen:

- Vi skal hele tiden huske, at vi ikke er her for at omskrive gamle kapitler – vi skal skrive de nye! Vi skal nu bidrage til at give ANSF det sidste skub fremad, så det får en realistisk mulighed for at kontrollere sikkerheden i Afghanistan, når vi trækker de fleste styrker hjem i slutningen af 2014.




Chefen for ISAF Hold 15, oberst Anders Mærkedal Pedersen: ”Vi er ikke her for at omskrive gamle kapitler – vi skal skrive de nye!”

- Set fra Hold 15s perspektiv, oplevede vi, at Hold 14 startede med et højt operativt tempo, som skærpede vores egen træning i forhold til at gennemføre større og længerevarende kompagni-operationer. Tempoet er så hen over udsendelsen blevet langsommere, og opgaverne har ændret karakter. Det har vi også – mentalt og forventningsmæssigt – forberedt os på. Vi er klar, runder Anders Mærkedahl Pedersen af.

Hold 14 så i lang tid ud til at gennemføre missionen uden tab, indtil oversergent Rene Brink Jakobsen blev dræbt kort efter nytår under en operation.




Oberst Kresten Hedegård

- Da 2013 var tre dage gammel, stod det klart for os alle, at jobbet som soldat indebærer en risiko for at miste livet. At vælge et job som soldat – og acceptere, at indsatsen for en bedre verden er risikofyldt – er derfor efter min mening et af de mest ærefulde job, der findes, sagde Kresten Hedegård.

ISAF Hold 14 & 15 gennemførte overdragelse onsdag den 13. februar.