[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De internationale styrker i Afghanistan overdrager løbende stadig mere ansvar til de afghanske sikkerhedsstyrker. I Helmand-provinsen overtager de afghanske sikkerhedsstyrker til sommer ansvaret for sikkerheden i de områder, danske styrker hidtil har opereret i.
Derfor er det nu besluttet, at det danske kontingent reduceres til cirka halvdelen fra næste hold (DANCON ISAF 16), som udsendes til august.

Reduktionen kommer hovedsageligt til at omfatte infanterikompagniet med tilhørende kampstøttebidrag. Af de tilbageværende to polititræningshold (POMLT) udsendes i august 2013 kun det ene, der planlægges hjemtaget allerede til oktober 2013, når deres opgave er endeligt afsluttet. Yderligere vil der ske tilpasning i en del mindre støtteenheder.
De enheder, der er i gang med forberedelserne, men som ikke skal udsendes, fortsætter deres uddannelse frem til udsendelsestidspunktet, hvorefter de vil overgå til hærens beredskabsstyrke.

På DANCON 16 vil der fortsat indgå en kampvognsdeling, en ammunitionsrydningssektion, sanitetsenheder og andre logistikenheder, stabsbidrag, samt specialstyrkebidraget (Task Force 7), der støtter uddannelsen af en specialpolitienhed i Lashkar Gah.

De berørte soldater bliver orienteret af deres chefer om de ændrede planer for deres enheder og om den enkeltes muligheder for fremtidig tjeneste. Forsvaret vil tilbyde tjeneste for alle i den periode, de allerede er tilbudt kontrakt for.

Den danske reduktion er nøje afstemt med vores britiske allierede, da det er i alles interesse, at der kun udsendes de kapaciteter, der er behov for til at løse den fælles opgave.