[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En af Danske Divisions primære opgaver er at uddanne de to danske brigader og de tre affilierede brigader fra Estland, Litauen og Letland i operativ planlægning og føring.  Som led i denne uddannelse har divisionen tidligere på måneden gennemført øvelse Red Knight i Rukla i Litauen for de tre baltiske brigader og i forrige uge tilsvarende øvelse i Haderslev for de to danske brigader.

Øvelse Red Knight dannede rammen for uddannelsen af cheferne, stabscheferne og brigadestabene i den operative planlægningsproces. Under øvelsen skulle brigaderne planlægge en operation, som starter fra et beredskabsområde i Letland og ender i en offensiv operation, der skal befri Tallinn fra en sø- og luftlandsat modstander.



Planlægning af komplekse operationer i for eksempel større byer kræver bredt samarbejde med både andre militære og civile myndigheder.


Netop det, at den afgørende operation forventes at finde sted i en stor by som Tallinn, medførte, at opgaverne til brigaderne var meget komplekse. Hensynet til civilbefolkningen og behovet for tæt samarbejde med de estiske myndigheder, militære og civile, måtte konstant inddrages i overvejelserne.

Under øvelsen blevet der produceret gode og brugbare planer, der tog udgangspunkt i en god doktrinforståelse. Planerne vil blive afprøvet under øvelse Yellow Knight i Oksbøl i april 2014.



Brigadestabene fik under ”Hot Wash-up” en samlet tilbagemelding fra chefen for Danske Division, generalmajor Michael A. Lollesgaard.


Projektofficer på øvelsen, oberstløjtnant Carsten Rasmussen, siger:

- Uanset hvor dygtige vi tror, vi er, er der til stadighed behov for at opdatere og vedligeholde vores doktrinære viden og operative færdigheder. Hvis vi kan indsætte enheder i en meget intensiv operation i et komplekst operationsmiljø, skaber vi et godt fundament for at kunne løse alle de typer operative opgaver, hæren måtte blive konfronteret med engang i fremtiden.