[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Uanset om man er den eneste dansker i området, skal det ikke betyde, at man ikke kan gennemføre den traditionsrige DANCON march, der første gang blev gennemført i 1972 på Cypern (DANCON/UNFICYP).

Det var udgangspunktet for oberstløjtnant Michael D. Nielsen, der til daglig fungerer som militærrådgiver i UNAMA.

Oprindeligt var det planen, at marchen skulle gennemføres udelukkende for personel ved UNAMA.  Imidlertid var de amerikanske tropper i området fyr og flamme, da de hørte om marchen. Da de tilbød at støtte arrangementet med logistik (vand, forplejning og førstehjælp), blev der skabt mulighed for at invitere endnu flere til at deltage.

Grundet de sikkerhedsmæssige forhold i området blev det også nødvendigt, at gennemføre marchen i tre omgange, således at der blev marcheret både på Jalalabad Airfield, samt i Kunar og Nangahar, hvor der er Provincial Reconstruction Teams (PRT) placeret.



Michael D. Nielsen (3. fra højre) med deltagere fra FN, en nødhjælpsarbejder og de to amerikanske soldater, der tog initiativ til at få amerikanerne med på DANCON marchen.


Om hele projektet fortæller Michael D. Nielsen:
– De amerikanske enheder har været utroligt glade for, at jeg har arrangeret dette for dem og jeg har modtaget mange personlige taksigelser fra både høj og lav.  For mig, der selv har gået den fem gange før, var det naturligt også at gøre det på denne mission.

- Udover dette modtager jeg utroligt meget hjælp fra amerikansk side i mit arbejde som Military Advisor (MILAD) i UNAMA Eastern Region med hovedkvarter i Jalalabad. Amerikanerne er altid åbne og imødekomne, så set fra min stol manglede det bare at jeg "betalte" lidt igen.

Medaljer fra DANCON/ISAF
Enhver DANCON march skal naturligvis gennemføres efter reglerne: Mindst 25 kilometer med minimum 10 kilo oppakning. Til gengæld er der både medaljer og diplom til alle der gennemfører.

I dette tilfælde har Michael D. Nielsen haft et rigtigt godt samarbejde med Kontakt- og Velfærdsofficeren (KVO) i Camp Bastion, der indledningsvis sendte 100 medaljer til Jalalabad. Nu er der en ”genforsyning” på vej, så de resterende 20 deltagere også kan få deres.

Det gode samarbejde betyder også, at et eventuelt overskud fra marchen vil indgå i den donation DANCON/ISAF normalt tilvejebringer.

De bedste tider blev i øvrigt omkring to timer og 30 minutter og Michael D. Nielsen gjorde Danmark ære med en tid på tre timer og 50 minutter, og var ikke mere træt, end han efterfølgende kunne stå for medaljeoverrækkelsen.

Se video fra DANCON marchen i Jalalabad her