[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Opdateret: 27-11-2013, kl. 08:42


Hæren lånte med meget kort varsel MRAP-køretøjerne (Mine Resistant Ambush Protected vehicle) af de amerikanske styrker, fordi det i 2010 var vigtigt hurtigt at øge soldaternes sikkerhed. MRAP er et særligt udviklet transportkøretøj, der på grund af sin V-formede undervogn har et meget højt beskyttelsesniveau i forhold til miner.



De danske MRAPs stillet op i Camp Viking, klar til aflevering til amerikanerne. Fotos: Nicholas Lundgard.


Siden marts 2011 har de fleste danske soldater i Helmand haft fornøjelsen af at få en tur i Eva Mendez, Mormor, Basse og alle de andre amerikanske, pansrede køretøjer af typen MRAPs. Men med hjemtagningen af det danske infanterikampkompagni i sommer, har DANCON ikke længere brug for nær så mange af de solide og særdeles pansrede arbejdsheste, hvorfor amerikanerne i søndags hentede 21 af de i alt 40 leasede MRAPs.

De udsendte soldater i Helmand har stort set altid navngivet deres køretøjer, og navne som Millennium Falcon og Margrethe II har tidligere prydet de danske, pansrede mandskabsvogne af typen M113. Således fik alle MRAPs også navne, da de tilgik den danske styrke i marts 2011, og de danske styrker kunne i søndags blandt andet vinke farvel til Basse, Eva Mendez, Mormor, Bæstet og Morfar.



Mange hundrede kilometer er blevet tilbagelagt af de danske soldater i de leasede, amerikanske MRAPs.



Pansret fremtid
Næsten samtlige enheder anvender stadig MRAPs i missionsområdet, lige bortset fra enkelte specialister, som kræver specialkonfigurerede køretøjer. Erfaringerne fra blandt andet Afghanistan og brugen af MRAPs danner grundlag for processen omkring anskaffelsen af nye, pansrede mandskabsvogne til Hæren, som lige nu er i gang hjemme i Danmark. De nye, pansrede mandskabsvogne skal primært erstatte mandskabsvognene af typen M113, som Forsvaret har anvendt siden 1968.



Der tælles op og inspiceres.





Farvel til Bæstet, Basse og Mormor – de amerikanske MRAPs ruller ud af porten i Camp Viking for sidste gang.