[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Hærens Operative Kommando har modtaget et anonymt brev fra en angiveligt tidligere værnepligtig ved Gardehusarregimentets Hesteskadron. Brevet beskriver flere eksempler på uacceptabel behandling af de værnepligtige gennem værnepligtsperioden, der startede i februar 2012.

De handlinger, der er beskrevet i brevet, er i flere tilfælde ulovlige og i alle tilfælde uacceptable og ikke i tråd med, hvordan man i Hæren behandler sine medarbejdere. Personer, der behandler folk uacceptabelt har ikke nogen plads i Hæren.

Hærens Operative Kommando arbejder til stadighed for, at Hæren skal være en arbejdsplads, hvor der er plads til mangfoldighed, og hvor de ansatte behandles ordentligt. Sager om dårlig mandskabsbehandling tages derfor meget alvorligt.

Ved alle Hærens tjenestesteder er der tillidsrepræsentanter, talsmandsordninger og personlige rådgivere, der blandt andet skal fungere som støtte og sikkerhedsnet for medarbejdere, så dårlig mandskabsbehandling ikke finder sted og eventuelt standses hurtigst muligt.

Sagen er overdraget til Forsvarets auditørkorps, der skal afgøre, om der er hold i anklagerne og stå for den videre sagsbehandling.