[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De danske styrker har rådgivet og ydet økonomisk støtte til opførslen af nye patruljebaser i Helmand-provinsen. Projektet er et samarbejde mellem afghanske, britiske og danske myndigheder, som giver de afghanske sikkerhedsstyrker patruljebaser, der falder naturligt ind i landskabet, og som de selv kan vedligeholde.

De afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) har overtaget flere og flere af den internationale koalitions (ISAF) baser og militære lejre. De er ofte bygget op af containere eller beton, omkranset af metertykt og højt såkaldt Hesco Bastion, som er filtede jerngitre fyldt med sand og grus. Hesco-klodserne er ikke særlig kønne at se på, men de er solide og yder en effektiv beskyttelse.



Dette OBE er et amerikansk pilotprojekt, som banede vejen for de dansk-britiske OBE'er.


Men det er en byggestil, som afghanerne ikke kan vedligeholde, og derfor blev projektet en realitet. Det har resulteret i en ny type patruljebaser, som er bygget efter afghansk forbillede. Disse baser bliver omtalt som OBE’er (Orthodox Build Earthworks), og som navnet antyder, er det den traditionelle afghanske byggemetode med lerklinede mure, der udgør kernen i projektet. Beskyttelsen bliver ikke ringere af den grund.

Afghansk ejerskab
Byggeriet tog for alvor fart i løbet af efteråret 2012, hvor det danske bidrag DANCON ISAF Hold 14 har været udsendt i Helmand. Som tovholder på den danskfinansierede del af projektet har officeren Klaus fulgt nøje med i udviklingen.



Kaptajnen Klaus er rigtig godt tilfreds med projektet.


- Det gode ved det her projekt er, at afghanerne har taget ejerskab. De har bestemt, hvor de skal ligge, og hvordan de skal fungere, fortæller Klaus. Kaptajnen forklarer, at der er forskel på størrelse og udformning afhængig af basernes funktion. De største skal fungere som hovedkvarterer, mens de mindre er deciderede patruljebaser.

Klaus har budgetteret de danske midler og i koordination med briterne sikret, at byggeriet skred planmæssigt frem.




Hovedporten på et af de nyopførte OBE'er betalt af Danmark. Gårdspladsen på et af de nyopførte OBE'er betalt af Danmark.


Indtil videre er der bygget tre 100 procent danskfinansierede baser og fire fællesfinansierede med briterne. Dertil har briterne gjort 30 færdige. I alt er det planlagt at bygge 96 OBE’er fordelt i Helmand-provinsen. De skal stå klar, inden ISAF i 2014 har overdraget det fulde ansvar for landets sikkerhed til afghanerne selv.

Godt udgangspunkt
Opførslen af de nye baser er netop en vigtig brik i overdragelsen af sikkerheden til afghanerne.

- Fordi det er et bæredygtigt byggeri, som afghanerne selv kan vedligeholde, er de en vigtig forudsætning for en succesfuld overdragelsen af sikkerheden, understreger Klaus og pointerer, at det er særligt positivt, at baserne ikke ligner typiske ISAF byggerier.

Rent økonomisk er den nye byggemodel også rentabel. I gennemsnit er det tre gange billigere at bygge et OBE end de tidligere ISAF baser, der samtidig skiller sig markant ud i landskabet. De er også mindst ligeså sikre, da de lerklinede mure er utroligt hårdføre, og afghanerne er mere fortrolige i de rammer.



Sådan ser de gamle patruljebaser bygget af Hesco ud, når de ikke bliver vedligeholdt.


Kaptajnen vurderer med forbehold for at forudsige fremtiden, at Danmark helt eller delvist vil have finansieret 24 af de i alt 96 OBE’er, når projektet er færdigt.