[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Folketinget har besluttet, at Danmark skal støtte FN-missionen i Mali med 10 stabsofficerer fra Hæren og et C130 transportfly fra Flyvevåbnet. De 10 hærofficerer skal indsamle og behandle informationer fra hele missionsområdet og ud fra dem udforme anbefalinger til hovedkvarteret i Bamako.
Et tysk C-160 transportfly losser materiel i byen Gao, hvor missionens østlige hovedkvarter ligger.
MINUSMA er en fransk forkortelse af FN-missionens engelske navn, United Nations Multidimensional Integrated Stabilization Mission in Mali. Målet for missionen er at støtte Malis regering i arbejdet med at genvinde kontrollen over landet og beskytte befolkningen i og omkring de større byer.
FN i ny rolle
Hvis alt går som planlagt, bliver missionen i Mali den tredjestørste fredsbevarende operation i FN’s historie. Næsten 12.000 soldater fra forskellige lande skal hjælpe til, og det kan være sin sag at overskue det hele fra hovedkvarteret i Bamako, som er Malis hovedstad. Men det er ikke en typisk FN-mission, hvor soldaterne fungerer som observatører, hvis neutrale tilstedeværelse accepteres af alle konfliktens parter. FN-installationer er ved flere lejligheder blevet angrebet af oprørerne, og det er nødvendigt med et køligt overblik, så FN-enheder i missionsområdet hele tiden kan handle ud fra rigtige og relevante oplysninger.
Derfor bliver der oprettet en, for FN, ny type enhed, der skal indsamle og behandle informationer fra missionsområdet og ud fra dem udforme anbefalinger til missionens ledelse. Det er her, de danske officerer skal bidrage:
- Vi er gode og hurtige til at indgå i en multinational ramme og løse vores opgaver. Vi kommer med en pragmatisk indgangsvinkel i forhold til at samarbejde med andre om at finde en fælles løsning, fortæller kaptajn Hansen, der kommer til at arbejde som analytiker i missionens østlige hovedkvarter i Gao.
”Operation Serval”
Oprørerne er en sammensat gruppe, der blandt andre udgøres af lokale, som vil løsrive det nordlige Azawad-territorium fra resten af landet, og de støttes af afhoppere fra Malis militær, Al Qaeda og en række islamistiske grupper. Gaddafi-regimets kollaps i nabolandet Libyen i 2011 fik sværtbevæbnede grupperinger til at søge ind i det nordlige Mali, og de gav oprørerne yderligere slagkraft. I januar 2012 angreb oprørerne ved flere lejligheder regeringsstyrker, og i marts vendte afhoppere fra regeringsstyrkerne sig mod styret og indledte et kup med regeringens institutioner i de nordlige territorier.
Den franske mission Operation Serval har gennemført størstedelen af kampene mod oprørerne.
De indledningsvise kampe mod oprørene blev gennemført af den franske mission i landet ”Operation Serval.” Denne mission vil i begyndelsen være til stede i Mali samtidig med MINUSMA, men Frankrig trækker langsomt Serval-styrker ud af Mali i løbet af 2014.
Hård FN-mission
Det er med andre ord en hård mission, og FN-styrkerne, der flere gange har været i kamp med oprørsstyrkerne, må tilpasse sig trusselsbilledet i den tidligere franske koloni. Netop landets historie som tidligere koloni gør det svært for enkelte lande at gribe ind i konflikten uden samtidig at blive beskyldt for at have andre motiver.
- FN er ved at skifte profil. Det er en af de få organisationer, der er upartisk nok til at kunne agere hårdt rent sikkerhedspolitisk i Afrika uden at blive beskyldt for at have en dagsorden. De danskere, der tjener i MINUSMA, sidder i den enhed, der hjælper FN med at blive til noget andet, siger kaptajn Hansen.
De danske hærofficerer tager til Mali i starten af 2014. Otte kommer til at arbejde i hovedstaden Bamako; en i FN-hovedkvarteret og syv i analyseenheden, mens to kommer til at arbejde i missionens østlige hovedkvarter i Gao. De danske officerer skal arbejde med analyse og udforme anbefalinger til hovedkvarteret. De skal ikke deltage i hårde opgaver eller patruljeri