[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Selv om der på mange punkter er stor forskel mellem Danmarks og Afghanistans økonomi, har de ét væsentligt fællestræk; Landbruget fylder meget.

I Danmark er branchen blevet så automatiseret, at kun en brøkdel af befolkningen får jord under neglene i deres hverdag, men ekspertisen på området er stor. Derfor har Hjemmeværnet valgt at udsende en ekspertenhed, som skal uddanne og vejlede afghanske rådgivere om, hvordan de kan øge udbyttet i det lokale landbrug og undervise landmænd i disse metoder.

Selv om opgaven er ny, er det danske hold landbrugseksperter omgivet af erfarne kollegaer, idet de arbejder side om side med et amerikansk ADT, som er udsendt af US National Guard Nebraska.



Det danske ADT i rosenhaven på basen i Lashkar Gah. Privatfoto.


Fra gul vest til Helmand-flodens bredder
Forsvaret er i stigende grad interesseret i at bringe medarbejdernes og de frivilliges kompetencer i spil, og det er i den forbindelse, at Hjemmeværnets 46.000 frivillige kan yde et unikt bidrag.

For hurtigt at kunne få et overblik over de frivilliges kompetencer, er der fremstillet et katalog, hvori man hurtigt kan finde frem til de rette kompetencepersoner. Så da politikerne i fortsættelse af Afghanistan-planen 2013-2014 i maj 2013 besluttede at udsende et ADT-bidrag til Afghanistan, var det ikke svært at finde nogle begejstrede Hjemmeværnssoldater.

Selv om missionen er i den bløde ende af det militær-civile spektrum, er det vigtigt for holdets chef, major Christian Michélsen at understrege, at det stadig er en skarp mission. Derfor lægger han vægt på, at holdets medlemmer alle har haft længerevarende tjeneste i Hjemmeværnet eller andre steder i Forsvaret, og at de har de militære færdigheder på plads. Det er netop kombinationen af militære og civile kompetencer, som gør, at Hjemmeværnet er oplagt til at løse opgaven.

- Med ADT’et gør vi således god brug af de militære færdigheder, som medlemmerne har modtaget fra tjenesten i Hjemmeværnet kombineret med deres civile kompetencer, siger Major Christian Michélsen.



Landbrugsrådgiver Ib Spanggaard og tolken Marie Windekilde taler med lederen for landbrugsrådgivning i Helmand.



Projekterne
Det danske ADT-bidrag fokuserer på landbrugsrådgivning, andelsbevægelser, planlægning og budgettering samt uddannelse. Projekterne inden for de forskellige områder bliver superviseret af eksperter, som hver især har mange års erfaring.
En af holdets udsendte, MariaThomsen, er uddannet landmand og jordbrugsteknolog og har tidligere undervist på landbrugsskoler i Danmark. Hendes arbejdsområde indenfor ADT´et er uddannelse, hvor hun hjælper lokale uddannelsesinstitutioner med at planlægge undervisning til landmændene i Helmand-provinsen.

Danmarks bidrag til et amerikansk Agribusiness Development Team er et pilotprojekt, som skal teste, om den form for indsættelse af Hjemmeværnet er mulig og bringer nytte til modtagerlandet. Erfaringerne fra ADT’ets virke skal klarlægge Hjemmeværnets evne til at bidrage til kapacitetsopbygning og være en del af grundlaget for eventuelle indsættelser i kommende konflikt- eller kriseområder.

- Vi kan ikke nå at forandre verden på et halvt år, men vi kan forhåbentligt bidrage med en lille ændring til det afghanske landbrug, skabe muligheder for andres indsættelse og indsamle erfaringer, siger Jimmi Schultz, landmand og ekspert inden for andelsbevægelser.



ADT’et og distriktsguvernører spiser frokost på basen Lashkar Gah efter stormøde om landbrug i Helmand.


Ikke penge, men vejledning
Det danske ADT har den hovedregel, at det ikke yder økonomisk støtte til landmændene i Afghanistan. Dens mission bygger udelukkende på vejledning og uddannelse og støtter dermed en bæredygtig fremtid for afghanerne.

I et land med mange bistandspenge kan det være svært at starte projekter uden en pose penge, men afghanerne viser stor respekt for ADTets ”no money – only knowledge” koncept. Det hænger formentlig sammen med, at de nemt kan se en økonomisk fordel i de metoder, som de danske eksperter introducerer.

- Det er nemt for afghanerne at sætte sig ind i, at det er smart at opbevare korn i plastiktønder i stedet for i sække, så det ikke bliver spist af mus og rotter. På den måde skaber man en mærkbar værdiforøgelse ved en simpel ændring, siger Jimmi Schultz.