[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Aftrædende vagtdeling i lys uniform med fanen.



At selv mindre nationers hære kan og vil tage ansvar, når verden står i flammer, diplomatiet giver op, og der er behov for støvler på jorden, har såvel Danmark som Bosnien-Hercegovina bevist de senere år. Bosnien-Hercegovina har siden 2010 bemandet vagten i Camp Price, og nationen har dermed bidraget kraftigt til at skabe forudsætningen for, at de danske soldater har kunnet løse deres opgaver under optimale vilkår.




Chefen for DANCON ISAF Hold 15 takker for indsatsen og overrækker medaljer.



Danmark og Bosnien-Hercegovina har i perioden fået et stadigt stærkere samarbejde, hvilket også blev understreget af chefen for DANCON ISAF 15, oberst Anders Mærkedahl Pedersen, i sin tale under paraden:

- I dag er jeres land en nær og stærk allieret af Danmark. I tager ansvar og I kender, om nogen, nødvendigheden af at sikre freden. I ved, at freden har en pris. Vi er forenede i troen på, at alle ønsker at leve i en verden uden trusler om terror og krig – og vi er fast besluttede på at sætte magt bag ordene. I skal være stolte over jeres indsats, og vi er beærede over at arbejde sammen med jer og over at dele skæbne og historie med jer.



Enkelte fik overrakt Commanders Coin som påskønnelse af en helt særlig indsats.



At Danmark og Bosnien vitterligt deler såvel skæbne som historie underbyggede chefen blandt andet med henvisning til begge landes indsats i både Afghanistan og Irak – og navnlig med den omstændighed, at godt 8000 danske soldater i årene 1992 til 2003 gjorde tjeneste i Bosnien for at sikre fred, sikkerhed og stabilitet. At vi få år senere sammen skulle deltage i den samme operation langt fra Europa, var der ikke mange, der havde forudset:

- Vore nationer og hære har et stærk samarbejde, som er et lysende eksempel på, at historien undertiden kan overraske. Bosnien-Hercegovina er beviset på, at der efter konflikt, terror og borgerkrig kan skabes levedygtige nationer, som kan komme videre, udvikle sig og tjene som inspiration for andre nationer.

Det er, hvad vi håber en dag vil ske for Afghanistan, og det er det, som motiverer os til at gøre vores bedste for at skabe en sikkerhedssituation, som giver afghanerne mulighed for at skabe udvikling til gavn for den enkelte, understregede oberst Anders Mærkedahl Pedersen.

Den bosniske deling er jævnfør en teknisk aftale mellem Bosnien-Herzegovina og Danmark under dansk operativ kontrol. Den har bestridt vagttjenesten i Camp Price siden 2010. Den tiltrædende vagtdeling skal bestride vagten frem til oktober 2013 og består af cirka 45 soldater.