[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
De afghanske sikkerhedsstyrker har overtaget ansvaret for sikkerheden i hele Afghanistan. ISAF støtter fortsat med de kapaciteter, som afghanerne endnu ikke råder over i tilstrækkeligt grad. Forudsætningen for at kunne støtte afghanerne er, at Force Protection - som er varetagelsen af egensikkerhed - er i orden. I takt med at ISAF samles på færre baser og ikke gennemfører operationer på jorden i samme omfang som tidligere, kan kendskabet og kontakten til lokalsamfundene, såkaldt situational awareness, svækkes.
En ny type opgave
- Det var en helt anden type operation end kampvognsdelingen på vores hold, og flere af de tidligere, har gennemført. I stedet for at køre direkte op i en kampstilling, for at blive der i flere dage, var det mobilitet og gode observationsmuligheder, som var i centrum. 100 kilometer på tre dage hører til sjældenhederne for kampvognsdelingen anno 2013 i Helmand!
Derudover blev der skabt nogle nye gode relationer til Marine Corps, som vi - og afløserne på ISAF 16 - kan drage nytte af. Endelig fik vi vist kampvognene frem i et område, hvor de aldrig har været før. Det har sikkert givet vores modstander lidt at tænke over, fortæller delingsføreren for kampvognsdelingen, premierløjtnant Christian.
Formålet med operationen var at styrke situational awareness og kortlægge fjendens bevægelsesmønstre, i et område sydvest for Camp Bastion, samt at træne samarbejdet i rammen af Task Force Belleau Wood, som er den enhed, der primært har ansvaret for den ydre sikring af Camp Bastion. Ingen danske enheder har tidligere gennemført operationer i området, og ISAF har kun været der i meget begrænset omfang.
Terrænet domineres af sand- og stenørken med enkelte højdedrag og beboes i den nordlige del udelukkende af nomader. I den sydlige del stiger befolkningstætheden, når man nærmer sig Green Zone. Operationen blev netop gennemført med fremrykning ad en akse fra nord mod syd og intensiteten og udbyttet steg dermed gradvist, og kampvognene fik demonstreret, at de også mestrer opklaringsopgaver:
- Jeg ser os yderst brugbare i denne henseende. Til en opgave i et stort ansvarsområde, hvor ingen rigtig ved, hvad opgaverne bliver, og hvor truslen ikke er fast defineret, er en kampvognsdeling - med alle de assets, de har med - et super værktøj, da vi har mulighed for at forcere terræn, man normalt ikke ville køre i. Samtidigt har vi muligheden for øjeblikkeligt at kunne lægge en enorm ildkraft ud i et område.
Hertil kommer afskrækkelsesfaktoren og det signal, som en Leopard 2 i ISAF konfiguration sender. Den vil i sig selv få selv den mest hårdkogte terrorist til at tænke sig om en ekstra gang. Det er fleksibilitet, når det er bedst, og det er det, man efter min mening har brug for i sådan en enhed, slår delingsfører Christian fast.
Kampvognene i stilling på højdedrag, hvorfra US Marine Corps enheder sikres, mens de løser deres opgave. Foto S. O. Vestergaard
Samarbejdet med US Marine Corps
Operationen blev gennemført i tæt samarbejde med en sektion fra US Marine Corps i rammen af Task Force Belleau Wood. En enhed, som danskerne forventeligt vil komme til at arbejde tættere sammen med frem mod 2015.
Generalprøven på det nye samarbejde forløb ifølge kampvognsdelingsføreren over al forventning:
- Det var en sand fornøjelse at samarbejde med Marine Corps. De lyttede til vores forslag, og vi til deres. De stolede på vores meldinger og dømmekraft, når vi meldte, at vi havde sikringen i et område, så de kunne bevæge sig derinde og være støttet og eller sikret af os. De tænker meget som os danskere - både på jorden og i planlægningsfasen.
Deres ydmyge tilgang til det at skulle arbejde med os, og deres måde at lytte og bruge vores inputs, kan man kun have respekt for. Rygtet om, at de bare er robotter, som hovedkulds kører ud af porten, og ikke forstår at tænke en selvstændig tanke, blev i den grad bragt til skamme under vores operation. Jeg vil til enhver tid tage på en ny operation med de her drenge! proklamerer Christian.
Sektionsføreren fra US Marine Corps og den danske kampvognsdelingsfører, premierløjtnant Christian. Foto S. O. Vestergaard.
Vi er her for at blive brugt!
Den danske kampvognsdeling har siden ankomsten gennemført en række operationer, men tiden har også budt på megen ventetid, og operationerne har taget udgangspunkt i området i tilknytning til Camp Price. Meget tyder på, at operationsmønstret for kampvognene i det kommende år vil stige i såvel frekvens som i alsidighed. Et perspektiv, der glæder kampvognsdelingsføreren:
- Kampvogne er rigtigt dyre, og det koster skatteyderne mange penge at have hernede. Derfor er jeg som både skatteborger og fører for denne enhed, rigtig glad for og stolt over at være med i undfangelsen af dette nye samarbejde. Kampvognene kommer nu ud at rulle i nogle meningsfyldte opgaver, som er med til at sikre, at 38.000 soldater i Camp Bastion kan sove trygt om natten.
Chefen for Taskforce Belleau Wood sagde den første dag jeg mødte ham:
”I’m gonna run your tracks off”. (frit oversat – i bliver brugt til bælterne falder af). I samme sætning sagde obersten også, at så snart vi ikke var okay med opgaverne, eller tempoet imellem operationerne, så respekterede han det. Den holdning kan man som kampvognsmand og soldat i en mission, der helst skulle gøre Afghanistan til et mere sikkert sted at være, kun være glad for og have respekt for.
For det betyder, at vi får lov at gøre en forskel og at skatteyderne derhjemme får valuta for de mange penge, det koster at have os hernede. Det betyder også, at der stadig er brug for kampvogne i Afghanistan, og at det er en væsentlig del af kamptropperne der bliver, når resten tager hjem til august, slutter premierløjtnanten.
Kampvognsdelingen
Kampvognsdelingen er udsendt af Jydske Dragonregiment, og kommer fra Niels Kjeldsen Eskadronen ved Panserbataljonen. Delingen afløses af en ny kampvognsdeling i starten af august. Kampvognene ventes at forblive i Afghanistan frem til sommeren 2014, og de vil indgå i en manøvreenhed under Task Force Helmand.
Afghanske befalingsmænd rutinerer sig på artilleripjece. Foto S. O. Vestergaard.