[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Mange måneders planlægning kulminerede i storm, regn og kulde over tre uger i Oksbøl. Specialister fra 1. Brigades stab og uddannelsesstøtteelementer samt de involverede enheder muliggjorde meget realistisk skydning med megen bevægelse og koordination.
Et finskyttehold i stilling til støtte for de fremrykkende infanterister. Typisk vælger finskytterne at placere sig, så de kan støtte fra flankerende stillinger. Fotograf: Overkonstabel Kenneth Autzen
Skydninger med kampvognsenheder fra ISAF 17 og Reaktionskampgruppen 2014-1
En af de traditionelle opgaver for de udsendte kampvognsenheder har været at fungere som Quick Reaction Force med henblik på at kunne støtte andre enheder, der uforudset får behov for ”en hjælpende hånd”.
At være Quick Reaction Force indebærer, at enheden - med meget kort forberedelsestid - skal kunne indsættes i mange forskellige skarpe opgaver. Disse opgaver kræver stor fleksibilitet og stor sikkerhed i kampvogns-håndværket. Støttet af sanitetsenheder fra ISAF 17 trænede kampvognsbesætningerne i uge 49 netop dette samtidig med, at sanitetsenhederne fik øvet den uvurderlige støtte, som de giver til de soldater, der kommer galt afsted.
Sigtbarheden blev udfordret af et fugtigt miljø på heden, da Leopardkampvognen afgav ild til støtte for infanteristerne på jorden.
Reaktionskampgruppen 2014-1
Knap havde larmen fra kampvognskanonerne lagt sig, før to infanterikompagnier fra Jyske Dragonregiments Panserbataljonen støttet af kampvogne, finskytter, morterer og ingeniør indtog Kallesmærsk Hede. Formålet var at øve det svære samvirke mellem enheder, der skyder og enheder der bevæger sig, alt imens mortergranaterne landede foran enhederne, og ingeniørerne sprængte sig igennem forhindringerne.
Konstabelelev Kasper Tonsoan Christiansen fra 4/I/JDR Reaktionskampgruppe 2014-I
Konstabelelev Kasper Tonsoan Christensen fra 4. Kompagni ved Panserbataljonen i Holstebro indgår i Reaktionskampgruppen 2014-I. Kasper oplevede de afsluttende skarpskydninger som rigtig gode.
- Opstarten med en masse briefinger og sikkerhedsregler var en smule kedelig, og der var en del ventetid, men under indøvelsen modtog vi en masse konstruktiv kritik. Den har vi nu bevist, at vi kan vende til noget positivt. Vi endte med en rigtig god afsluttende skarpskydning.
- Jeg føler mig godt rustet og tryg på nuværende tidspunkt til at indgå i et missionsbidrag, hvis jeg skulle få muligheden for det” slutter konstabeleleven.
Selvom tyngden i opgaveløsningen i Afghanistan har flyttet sig i forbindelse med hjemtagningen af de fleste kampenheder, er der til stadighed behov for at kunne bevæge sig i det afghanske terræn og forsvare sig selv. Dette blev i den tredje og sidste uge øvet med logistikenheder støttet af sikrings- og eskorteenheder samt ingeniører.
Infanteriet blev støttet af ilden fra tunge maskingeværer, overvåget af sikkerhedspersonellet i orangefarvede veste.
Konstabelelev Daniel Grejsmark Schauer fra Sikrings- og Eskortesektionen, ISAF 17, var glad for samvirket enhederne imellem.
- Jeg synes, at skydningen her passer rigtigt godt til den opgave, vi skal ned at løse. Det, at vi alle på én gang bliver kontrolleret, både ingeniørerne, transporten og os selv, giver sikkerhed og færre misforståelser fremadrettet.
Efter tre hårde og intense uger, hvor krudtrøgen til tider hang tungt over heden, kunne julefreden sænke sig over det vestjyske. Soldaterne fra tre forskellige enheder kunne samtidig vende hjem med smil på læben og bevidstheden om, at deres træning og uddannelse virker.