[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
- Omfattende ændringer på HR-området kommer til at betyde, at alle i forsvaret fremover vil få bedre mulighed for at planlægge sin egen karriere. Det gælder om at se sine muligheder, få opstillet de rette forudsætninger (for eksempel uddannelse) for at søge en ny stilling og så ellers vise personlig fremdrift.
Den nytiltrådte chef for Hærens Operative Kommando (HOK), generalmajor Per Ludvigsen, er ikke i tvivl om, at en god ”rystetur” til forsvaret ind imellem er om ikke garant for, så dog medvirkende til, at man bliver nødt til at tage egen stilling op til vurdering. Det sagde han under et besøg hos Ingeniørregimentet i Skive tirsdag. Mandag havde generalen besøgt Den Kongelige Livgarde og DANILOG i Vordingborg, og frem til udgangen af april vil samtlige hærens øvrige myndigheder få besøg af chefen med sin tiltrædelsesrunde og information om implementering af forsvarsforliget.
Generalmajor Per Ludvigsen så en del af det nye materiel, som ammunitionsrydderne arbejder med i missionerne og herhjemme. Fotos: K.-I. Bæk, HOK.
- Ressourcerne bliver beskåret med cirka 15 procent – næsten tre milliarder kroner – og vi får ikke mere hær for færre penge, men vi kan få en anderledes hær, der ikke nødvendigvis behøver at blive ringere end den, vi kender. Det gælder om at anvende de tildelte ressourcer rigtigt, for en forkert anvendt krone kan ikke senere bruges som en rigtigt anvendt krone. Den mangler simpelthen, og så går det ud over noget, som vi også gerne ville have haft, sagde generalmajor Per Ludvigsen.
Stilstand er tilbagegang
Forsvarsforliget betyder lukning af flere kaserner og afskedigelse af medarbejdere. Men det betyder også muligheder for at se tingene fra nye og udfordrende vinkler.
En ny HR-strategi vil medføre, at forsvarets medarbejdere får chancen for at påvirke egen udvikling og fremtidige tjeneste i betydelig højere grad end hidtil, sagde Per Ludvigsen til civile og militære ved briefingen i Skive.
- Den ny HR-strategi lægger op til, at hver mand så at sige er ”sin egen lykkes smed”. Det skal forstås i den positive ånd, idet det giver alle fra konstabel til officer mulighed for selv at lægge sporet til en karriere. Gør dig klart, hvad der kræves, skaf den nødvendige viden og søg så dit drømmejob. Hvis din nærmeste chef eller leder er den, sagen skal drøftes med, og der skal mere til, så gå til den næste i rækken. Sørg for at skabe udvikling for dig selv, for stilstand er lig med tilbagegang. Hvis man ikke udvikler sig, bliver man gradvist mindre kompetent.
- Det samme kan man sige om hæren. Vi går fra at være indsat i de hårdeste operationer i mands minde til en tilstand, hvor vi er indsat i mindre grad og derudover skal være klar til indsats i en opgave, vi ikke kender endnu og et sted, vi ikke selv har valgt. Men det at være klar til indsats er også en opgave, som vi skal beherske som professionelle, sagde generalen.