[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Fotos: Ninna Villadsen og Karl André Pedersen. Se flere billeder her.

Otte dage, fem brigader og 500 mand. Der har været travlhed i Oksbøl siden forrige fredag, hvor første del af Danske Divisions øvelse Yellow Knight begyndte med deltagere fra fire lande.



Danske Division er nu den division i NATO, der har flest tilknyttede enheder.


Ud over 1 og 2 Brigade har Danske Divisions tre såkaldt affilierede brigader været med. Den litauiske Iron Wolf Brigade blev affilieret i 2006, og i 2009 fulgte 1st Estonian Infantry Brigade. 12. april 2013 gjorde 1st Latvian Landforce Brigade de andre følge.

Affilieringen sker formelt med en aftale, et Memorandum of Understanding (MoU), og blev markeret med en parade i forbindelse med afslutningen af øvelsen.



Den nyudnævnte chef for Danske Division, generalmajor Michael A. Lollesgaard, melder Danske Division af til chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Per Ludvigsen.


Et godt grundlag for udvikling
- Vi er fra dansk side utroligt glade for, at vi har fået formaliseret relationen til den lettiske brigade, siger chefen for Danske Division, generalmajor Michael A. Lollesgaard.
- Nu har vi samlet et stærkt multinationalt uddannelsessamarbejde, som for alle parter giver et godt grundlag for yderligere operativ udvikling.




Den lettiske brigade er den tredje affilierede, som har indgået et formelt samarbejde med Danske Division.


For den nytiltrådte divisionschef var øvelsen også en mulighed for at se alle brigaderne i aktion – og i koordination, og han er glad for, hvad han har set.
- Det har været en meget lærerig øvelse for alle involverede. Brigaderne er alle føringsmæssigt på et tilfredsstillende niveau, og evnen til at operere i en multinational sammenhæng er god, siger generalen. Men selv om resultatet er tilfredsstillende, er der ingen grund til at hvile på laurbærerne:

- Divisionen og brigaderne skal dog fortsat udvikles inden for det operative område, og vi har identificeret en række områder, som vi tager fat på i den kommende uddannelsescyklus, tilføjer han.



Den lettiske brigadechef, oberst Dzintars Roga, underskriver aftalen med chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Per Ludvigsen.


Et samarbejde med muligheder
Danmark var et af de første lande, der diplomatisk anerkendte Estland, Letland og Litauen. Danmark har siden haft et militært samarbejde med landene og bidrager blandt andet med opbygningen af et effektivt forsvar inden for rammerne af NATO.

Med affilieringen får de tre brigader mulighed for at træne og blive trænet med danske enheder og i divisionsramme. Herudover rummer aftalen også blandt andet mulighed for rådgivning i forhold til NATO-samarbejde. Det er dog også et givende samarbejde set med danske øjne. Ikke kun i form af inspiration udefra; men også qua muligheden for at øve og gennemføre operationer med op til alle fem brigader.

Med tilgangen af den lettiske brigade er Danske Division nu den division i NATO med flest tilknyttede enheder.


Se flere billeder her