[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Den bosniske delegation, med 1. Brigades besøgsofficer, samlet foran MRAP køretøjer i Camp Bastion.


Når de danske enheder senere på året flytter til Camp Bastion, flytter bosnierne med. I den forgangne uge havde DANCON besøg af en bosnisk delegation, der skulle forberede den nye opgave.

I takt med, at de afghanske sikkerhedsstyrker (ANSF) har overtaget ansvaret for sikkerheden i Helmand, samles ISAF styrkerne på stadigt færre baser. Derved vil ISAF kunne koncentrere sig om at støtte med de opgaver, som ANSF endnu ikke har kapacitet til at udføre, som fx helikopterevakuering af tilskadekomne og flystøtte.

Den bosniske deling, som de seneste år har bestredet vagten i Camp Price for de danske tropper, skal derfor flytte til Camp Bastion, da delingen er underlagt DANCON.

I Bastion vil enheden skulle varetage bevogtningen af en af Bastions adgangsporte samt et par vagttårne, de såkaldte sangare. De bosniske soldater fortsætter dermed deres bidrag til at skabe forudsætningen for, at de danske soldater kan løse deres opgaver under optimale vilkår.

Den bosniske delegation, der i den forgangne uge besøgte DANCON, havde mange spørgsmål, der skulle afklares, så enheden kan løse opgaven lige professionelt og betryggende i Bastion, som de har gjort i Price.

For den nye opgave stiller ændrede krav, da bl.a. koordinationsomfanget i Camp Bastion er væsentligt mere omfattende, end i den mere beskedne lejr Price. Samtidig er truslen af en anden karakter.

Dertil kommer de rent lavpraktiske, logistiske udfordringer, når delingen skal indkvarteres fast sammen med de danske kolleger. Hvor skal man spise, træne, bede og ryge?



Under besøget blev der også tid til et kort møde mellem føreren for den bosniske delegation, brigadegeneral Radovan Ilich, og Deputy Supreme Allied Commander Europe (DSACEUR), general Sir Richard Shirreff.


Det tætte samarbejde mellem Danmark og Bosnien-Herzegovina kan således fortsætte - også efter Hæren tager infanteristerne hjem til august og forlader Camp Price. Et samarbejde hvis betydning blev understreget af chefen for DANCON, oberst A. M. Pedersen, tidligere på året i forbindelse med en dansk-bosnisk parade i Camp Price:

- I dag er jeres land en nær og stærk allieret af Danmark. I tager ansvar og I kender, om nogen, nødvendigheden af at sikre freden. I ved, at freden har en pris.  Vi er forenede i troen på, at alle ønsker at leve i en verden uden trusler om terror og krig - og vi er fast besluttede på at lægge magt bag ordene.

I skal være stolte over jeres indsats, og vi er beærede over at arbejde sammen med jer og over at dele skæbne og historie med jer.