[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Da Morten Barker for tre år siden troppede op for at fotografere landskabet i øvelsesterrænnet ved Oksbøl, blev han mødt af sætningen:

- Nu er du vel ikke kommet for at fotografere de skide krondyr? Det her er ikke noget pussenusse landskab; her lærer vi folk at slå ihjel.



Kampvognskommandør Heine Gamkjær er ret sikker på, at han ved præcis hvor i øvelsesterrænet, de to krondyr står.



Dengang vidste Morten Barker heller ikke helt præcist, hvad han var kommet for at fotografere, men efter tre år står hans udstilling nu klar i Galleri Image i Aarhus. En udstilling, der undersøger landskabet imellem bæltespor og poter, imellem lærkens trillen og granatens dunder og imellem krigsforberedende alvor og naturens gang.

Genkendt landskab
Flere af dragonerne kunne godt genkende deres landskab under ferniseringen. Taleban-flaget blev udpeget og viadukter på én centimeters størrelse står ved et nærmere kig skarpt frem på de store fotografier.



Nogle af soldaterne fra Jydske Dragonregiment, 1. Panserbataljon, 1. Kampvognseskadron (1/I/JDR) sammen med Morten Barker.



Det 6500 hektar store landskab, som de danske soldater bliver moslet rundt i, når der øves rigtig krig, er også stedet for et uberørt dyreliv. Faktisk så uberørt, at historien lyder, at krondyrene ikke er spor bange for kampvognene – de stanger dem endda, hvis det stikker dem. Derfor er både kampvogne og krondyr repræsenteret på Barkers billeder og man kan selv bestemme, hvor man vil kile sig ind i Barkers landskabsfotografier.

Lyden af Leoparden
I det bageste hjørne af galleriet findes der en videoinstallation, hvor to filmklip kører i loop på hvert sit lærred. Lydsporet er henholdsvist den dybe brummen fra en Leopard 2A5 plus artilleri sammenblandet med lærkens fløjt og videoklip, der viser dyr som brøler mod himlen og skydende kampvogne.



Billedet viser halvdelen af hjørnet, hvorfra man kan betragte og lytte til krig og natur i ét sammensurium. Kampvognskommandør ved 1/I JDR Heine Gamkjær var en af de fremmødte dragoner, der oplevede videoinstallationen i hjørnet.



- Det er godt sat sammen, fordi man kan høre dem (kampvogne, red.) i hele galleriet! Det giver en ekstra dimension til alle billederne, siger Heine Gamkjær.