[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Løst sand er udskiftet med glat sne og termometeret viser minusgrader. Der er langt fra Næstved kolde øvelsesterræn til Helmands hede ørkensand. Transportdelingens køretøjer bliver vinket på plads i åbent terræn. Delingen skal indrette et vartningsområde (forsynings- og vedligeholdelsesområde), hvorfra øvrige enheder skal genforsynes med forplejning, vand, ammunition og drivmidler.



Indrykning i vartningsområde under egen sikring. Fotos: Per B. Jørgensen.


Lastvognene bevæger sig langsomt ud til de anviste pladser samtidig med, at delingens øvrige soldater sikrer bevægelserne med håndvåben og tunge maskingeværer klar til at imødegå et eventuel fjendtlig angreb.

Indretning og placering af køretøjer er ikke tilfældig. De enkelte forsyningsgenstande er placeret sådan, at nogle køretøjer udelukkende transporterer ammunition, andre forplejning og vand. Drivmiddelkøretøjerne er i princippet mobile tankanlæg.



Delingens mobile tankanlæg - Klar til tankning af drivmidler


Tid er altid en knap ressource, og enhederne er særligt sårbare, når de genforsyner – derfor er hastigheden vigtig, og der må ikke opstå propper i leveringen. Tankning er noget af det, der tager længst tid. Derfor placerer delingen drivmiddelkøretøjerne som det sidste udleveringssted.

Transportfolkene kan derved udnytte ventetiden til at udlevere de øvrige forsyningsgenstande.

Forskellige forudsætninger
Transportdelingen er en meget sammensat enhed. Delingen er sammensat af soldater fra både Trænregimentet i Aalborg og Det Danske Internationale Logistik Center (DANILOG)  i Vordingborg.

 – Det har været en spændende opgave at integrere soldater fra de to tjenestesteder. Umiddelbart virker det ikke hensigtsmæssigt at blande enheder fra forskellige tjenestesteder i hver i sin ende af landet helt ned på delingsniveau, men vi har taget udfordringen op ved at udnytte de forskellige kompetencer, soldaterne hver især har, pointerer Lasse Bolding, chef for stabs- og logistikkompagniet og fremhæver, at han i den situation godt kunne have brugt nogle midler til udvikling af korpsånd.

Udover at høre til forskellige regimenter har de enkelte soldater i delingen meget forskellige erfaringer med sig. Delingen består såvel af meget erfarne overkonstabler med flere udsendelser bag sig som soldater, der lige nu gennemfører hærens reaktionsstyrkeuddannelse.



Transportsoldater forbereder indretning af vartningsområde under kyndig vejledning.


Vi gennemfører en form for mesterlære i delingen, siger overkonstabel J. H., der selv har otte udsendelser bag sig.

 - Vi ”gamle” er her primært for at oplære de unge, og det går meget godt. Jeg synes, de er lydhøre og respekterer, at vi har nogle erfaringer og fif, som de kan lære af, fortæller J. H.

Forskellige opgaver og forskellige forudsætninger og vilkår gør sig også gældende for kompagniets øvrige enheder.

Et grimt barn
Sådan karakteriserer Lasse Bolding sin enhed. I disse uger forbereder han sit logistikkompagni til at overgå i rollen som stabs- og logistikkompagni i DANCON.  

Stabs- og logistikkompagniet er en meget forskelligartet og sammensat enhed, der består af enheder, der kan yde logistisk støtte, herunder sanitetsstøtte, samt ingeniør-, ild- og føringsstøtte.  Kort sagt samler kompagniet alle de enheder, der ikke udgør kontingentets kampbidrag.

- Jeg har ved flere lejligheder kaldt min enhed for ”et grimt barn” fordi kompagniet administrativt set er en rodebutik. Man får nemt det indtryk, at alt det, som er vanskeligt at placere andre steder, bliver til en del af stabs- og logistikkompagniet, udtaler Lasse Bolding.
 
- Men det er samtidig en spændende enhed at være i, fordi vi er så forskellige og skal rumme mange forskellige virksomhedskulturer, fastslår Lasse Bolding.