[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Det overordnede grundlag for operationen var på plads, og understøttes af den samlede Target Folder.

En Target Folder er det efterretningsmæssige grundlag, der udarbejdes forud for en operation. Den beskriver, baggrunden for operationen, beskrivelse af målene, trusselsvurderinger og de forventede effekter af operationen.
Medier og kommentatorer har de seneste dage offentliggjort og refereret dele af den Target Folder, der var udarbejdet forud for operation Green Desert i Irak november 2004, men udeladt væsentlige dele i offentliggørelsen og vinklet øvrige fakta helt uacceptabelt. Blandt andet er Target Folderens første otte sider med begrundelse og forventet effekt af operationen helt udeladt i det materiale, der er offentliggjort.

Ifølge medierne og kommentatorer, skulle Target Folderen bevise, at der ikke var grundlag for at gennemføre en operation i den pågældende situation, samt dokumentere, at styrkechefen handlede i strid med anbefalingerne i Target Folderen.

Det mener Hærens Operative Kommando ikke er korrekt og offentliggør hermed hele Target Folderen med nedklassificerende overstregninger af persondata.

Af de i medierne udeladte dele af Target Folderen fremgår, at (nummerering refererer til markering i Target Folderen):

1. Der havde de seneste måneder været adskillige rapporter om, at lokale og udefrakommende oprørere med mulig tilknytning til oprørs- og terrorist-grupperingerne Al Zaqarwi og Al Qaeda fra Az Zubair ville rette angreb mod irakiske og multinationale (herunder danske) sikkerhedsstyrker.

2. Der havde i den seneste måned været tilfælde af angreb på irakiske og multinationale styrker i Az Zubair.

3. Modtagne efterretninger sandsynliggør tilstedeværelse af såvel udefrakommende oprørere som våbendepoter i de udpegede mål.

4. Det forudses, at der kan forekomme nogen modstand fra oprørere i målområderne.

5. Formålet med operationen var at forstyrre igangværende og planlagte angreb på irakiske og multinationale sikkerhedsstyrker, tilbageholde mistænkte og vise irakiske sikkerhedsstyrkers evne til at gennemføre planlagte sikkerhedsoperationer.

6. På længere sigt skulle operationen styrke de irakiske sikkerhedsstyrkers evne til at gennemføre operationer samt deres egen og befolkningens tro på deres evne til at gennemføre sådanne operationer. Herved skulle sikkerheden inden for den aktuelle irakiske bataljons område øges.

7. Operationen blev gennemført såvel indenfor bymæssig bebyggelse i Az Zubair, som på landejendomme udenfor byen. Fra de dele af Target Folderen, som medier har offentliggjort, er der refereret så mangelfuldt eller fejlagtigt, at det herfra må fremhæves:

8. I et af målene rapporteredes risiko for, at der kunne opholde sig op til 50 bevæbnede oprørere; i de øvrige mål mindre grupperinger eller enkelte oprørere (s. 14, 11, 13 m.fl.).

9. I flere af målene er der rapporteret risiko for større beholdninger af våben og sprængstoffer, ligesom der advares mod, at biler kan være klargjort til VIED (Vehicle Born Improvised Explosive Device = Køretøjsbombe) (s. 11, 13 m.fl.)

10. Mistænkte vurderedes at ville forsøge at skjule sig i mængden af civile (s. 9 m.fl).

Ovenstående (pkt. 8-10) er i flere medier og af kommentatorer refereret som om der udelukkende var forventet ”uskyldige civile” i målene.

Irakisk selvstændighed fra juli 2004
Det bør om situationen i Irak i 2004 fremhæves, at de irakiske myndigheder fra juli 2004 selv overtog ansvaret for sikkerheden i Irak. De multinationale styrkers opgave var derefter at støtte og træne irakerne i dette med to overordnede formål:

- på kort sigt at sikre, at eventuelle oprørere og kriminelle blev forhindret i at undergrave styret og angribe sikkerhedsstyrker og civilbefolkning

- på længere sigt at skabe forudsætninger for, at irakerne selv kunne løse sikkerhedsopgaverne uden støtte.

Et af formålene med de danske styrkers deltagelse i operation Green Desert var således at træne de irakiske sikkerhedsstyrker og skabe tillid i den irakiske befolkning til, at de var i stand til at løse sikkerhedsopgaver. Dette var særlig vigtigt i den aktuelle periode, da det var et klart ønske, at irakerne selv skulle kunne løfte sikkerhedsopgaven under valghandlingerne i januar 2005.

Det lykkedes i et sådant omfang, at de danske styrker, om end på højt beredskab, under valget kunne holde sig tilbagetrukket som reserve for irakerne uden at blive indsat.


Se hele Target Folderen her.