Opium som bedøvelsesmiddel og danske diarrepatienter

[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

En af sanitetsdelingens gruppeførere beretter her om sine oplevelser.


Ambulancegruppen Mike 1-1 er udsendt som en del af sanitetsdelingen fra Stabs- og Logistikkompagniet fra Trænregimentet i Aalborg. Gruppen består af 4 mand; en gruppefører (sergent), en primærbehandler som også er gruppeførerens højre hånd, en sekundærbehandler og en kører/behandler. Alle på vognen er uddannet ens mht. behandleruddannelse. Vi er med på operationerne som livreddende hjælp, hvis det værst tænkelig skulle ske.
Vi plejer at sige: ”Vi håber ikke at skulle arbejde, men skulle det værst tænkelige ske, så håber vi, at det er os, der er der”.

Operationen startede med et varsel og en befaling et par dage før afgang. Som ambulancegruppe gjorde vi ambulancen klar til opsiddet operation.  Alt på bilen, bl.a. behandlerrum og enkeltmandsudrustning blev kontrolleret. Og så kunne jeg melde: ”Mike1-1 Klar… klar til at være klar”.



Sanitetsgruppen Mike 1-1


Home away from home
Mandag morgen kl. 0330 blev operationen skudt i gang. Afgang fra Price i ly af mørket. Et par sikringsopgaver undervejs - og cirka 12 timer senere ankom vi til den britiske lejr, Oulette, hvorfra vi havde udgangspunkt for vores opgave. Den lille lejr var tæt pakket med personel, og der var derfor ikke plads til os i ”herberget”. Dog var der plads indenfor hegnet på en stor åben plads, hvor vi - i ly af køretøjer og presenninger - kunne oprette en primitiv lejr under åben himmel.

Når vi ikke er skarpt indsat med livredende førstehjælp, består vores opgaver i at tilse de sanitære forhold. 60 mand som bor primitivt, med primitive toiletforhold og uden rindende vand, kan give anledning til problemer. Vi fik iværksat et designeret latrinområde med mulighed for primitiv håndvask med håndsprit samt sæbe og ”rindende” vand fra Jerry Cans.

Udover det, fik vi etableret et netværk til lejrens britiske læge og medics, så vi kunne rekvirere medicin, forbindinger, sæbe, papir og rådgivning.  Det viste sig senere at være gavnligt.  Efter et par timers indretning havde alle oprettet deres lille home away from home. Den reelle opgave kunne nu gå i gang.

Primitiv velfærd
Da selve opgaven bestod i at sikre lokale arbejdere, betød det lange dage i bilerne, mens køretøjerne scannede området for trusler. Infanteristerne sikrede, ingeniørerne sweepede og sikrede, hvor det var nødvendigt.  Vi sad klar til at være klar, i fald ballonen skulle gå op.  Det blev også til et par dages overnatning i ørkenen i et beredskabsområde (BSO) i nærheden af et afghansk checkpoint.  BSO’et blev oprettet i en ”gryde” i sikkerhed for fladbaneild. Sanitetsgruppens opgave i BSO var - ligesom i lejren – at varetage de sanitære forhold.


Feltlatrin
Vi oprettede igen et latrin i form af et toiletbræt på en trækasse omgivet af hescobastion-net. Hertil bruges såkaldte ”disposajohns” til at aflægge kroppens affald i. Det er en fin stærk sølvpose med en skraldepose indeni. Den åbner man og dækker toiletbrættet til med. Herefter lægger man, hvad der skal lægges, rengør sin krop, trækker i poselukning, ruller den ned i sølvposen, lukker og voila; et styks hygiejnisk toiletbesøg gennemført! Poserne og andet affald afbrændes vi på burnpit hver morgen. På den måde minimerer vi forurening og efterladenskaber. En ligetil sanitetsopgave mens vi ventede.

Herefter blev ventetiden udfyldt med at snakke og slappe af med dem, som ikke havde sikringsopgaver. Den smule velfærd sanitetsvognen kunne tilbyde var kaffe komma instant, som blev flittigt benyttet. Så man en målrettet kollega med smil på læben på vej mod sanitetsvognen, vidste man straks, at jetboileren skulle startes og pulverkaffen findes frem.

Til kaffen kunne man blive udfordret i et spil backgammon, få en hyggelig snak eller bare suge lidt D-vitamin fra solens stråler. Udover kaffe bød sanitetsvognen også på et minitræningscenter med pullupbar og TRX Force træningshåndtag spændt på siden af vognen. Her kunne man få pulsen op med både arm, ben, mave og rygøvelser.

En god måde at opretholde kampkræft på, når man er langt væk fra et luksustræningscenter. Al denne primitive velfærd under den bagende sol i Helmand!



Microtræning på køretøj


Hearts and minds
Lidt ”real” behandling, nærmere kaldt ”Hearts and Minds”, blev det også til. Vi behandlede en afghaner med en gammel eksplosionsskade i form af mange små sår på ryggen. Han havde et stort sår, hvor en forbinding var groet i ét med skorpen. Den fik vi opløst og skorpen blev pillet af.

Det dybe sår blev herefter behandlet med creme mod infektion og et nyt gazebind blev anlagt. Han fik et par ekstra gazer med samt beskeden om, at få den skiftet om to dage. Høj på opium sad afghaneren der og sagde ikke så meget som en lyd mens skorpen blev pillet af.  

Alle i gruppen stod på nakken af hinanden for at hjælpe til, og behandlingen var god og patienten glad. Dagen efter kom der endnu en afghaner. Det var en Afghan National Security Force Commander fra checkpointet. Han forklarede gennem vores tolk, at han døjede med kroniske mavesmerter, der blev særligt forværret, når han blev vred.

Vi kom frem til at det nok var et mavesår, som jo bliver fremprovokeret af stress. Det fik han forklaret og fik behandling, der bestod af to gange Alminox og beskeden om, at han skulle forsøge at finde et afstresningsmiddel. Om dette overhovedet er muligt er dog et godt spørgsmål.

To timer senere kom fem afghanske soldater - Hearts and Minds continued. En af dem havde hovedpine og tørre læber. Han fik panodiler og vaseline. Han blev vældig glad. Om hovedpinen blev stillet, det ved vi ikke. Måske var det mest hans nysgerrighed, der blev stillet. Men der skal ofte så lidt til, og så er det jo ingen sag for os.

Tilbage til Oulette
Efter et par dage i BSO tog vi tilbage til Oulette, hvor ventetiden var lang, inden vi kom i gang igen. Operationen blev forsinket af koordination med briterne, dårligt vejr og diarrepatienter. Der var et udbrud af diarre i lejren og både danskerne og briterne havde diarrepatienter. Vi havde otte patienter, som vi fik isoleret fra resten af danskerne for at minimere smitterisici.
Det err vigtigt at kontrollere sådanne udbrud, da det hurtigt kan afstedkomme operative konsekvenser.

Vores opgave bestod i at måle patienternes værdier dagligt, behandle symptomer, give dem mad og se til deres velfærd. En efter en blev de raske, og efter syv dage kunne vi få den sidste ud af isolation.



Det mærkes, at infanteristerne er på vej ud af Afghanistan og at afghanerne kan selv.


Afghanerne kan selv
Tre uger blev det til på operationen. Der var ingen skarpe sanitetsopgaver for os på operationen, hvilket var godt. Men vi fik løst de sanitære opgaver, behandlet diarrepatienter og bidrog i kampen for afghanske Hearts and Minds. Alt i alt en fin og meningsfuld opgave.

Opgaverne i missionen for sanitetssoldaterne er betydeligt ændret i forhold til tidligere. Det mærkes, at vi er på vej ud af Afghanistan og at afghanerne efterhånden kan selv. Det resulterer i færre offensive opgaver og derved flere støtte- og beredskabsopgaver. Det resulterer selvfølgelig også i mere ventetid for den enkelte soldat. Men disse opgaver er også vigtige for stadigt at vise vores tilstedeværelse og støtte overfor afghanerne.