[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Solen hænger lavt over Camp Viking og varsler om endnu en støvet og varm dag i Helmand. De danske polititræningsenheder på Hold 16 – POMLT (Police Operational Mentor and Liaison Team – er ved at gøre klar til deres første selvstændige patrulje ind til handelsbyen Gereshk. En tur hvis formål er at hilse på de danske politifolk samt de britiske og afghanske kollegaer, som de danske soldater fra Hold 16 skal arbejde sammen med i månederne som kommer. Hver enkelt kampsoldat kontrolleres af deres nærmeste fører for korrekt anlagt sikkerhedsudrustning, og intet overlades til tilfældighederne.
POMLT’erne skal have flere biler med ind til Gereshk udover deres egne, blandt andet for at kunne transportere forsyninger og danske specialister ind til politihovedkvarteret og det nye Justice Center, som er ved at blive bygget i den livlige handelsby.
Kampsoldaterne fra POMLT og deres kollegaer, her fra Sikrings- og Eskortesektionen, anlægger sikkerhedsudrustningen og gør klar til at køre ud af porten. Foto: Nicholas Lundgard
Afghanere passer på afghanere
Kolonnen er klar og ruller ud af bagporten til Camp Viking og søger op mod Highway 1 – den store ringvej, der forbinder hele Afghanistan. Snart passeres indtil flere checkpoints inden patruljen ankommer til politihovedkvarteret – DPHQ (District Police Headquarters) – som ligger lige udenfor byen. Det er også her, hvor både det afghanske og det dansk-britiske operationscenter holder til, og hvor det afghanske politi samordner opgaverne i og omkring Gereshk by og politiets checkpoints.
- Det var godt at hilse på de afghanske politifolk i deres hovedkvarter. Selvom de er vant til ISAF styrker, der kommer forbi, så vakte et par af vores kvindelige kampsoldater dog ekstra megen glæde. Men det er nu meget uskyldigt. Det afghanske politi kører nu efterhånden deres eget show, og gør det på sin egen måde, siger Marie, premierløjtnant, sprogofficer og tolk for de danske POMLT’er.
Hun vurderer, at det som med alt andet i Afghanistan handler om relationer. Derfor er hun også glad for at se, hvordan de danske, civile politibetjente interagerer med de afghanske betjente og i stor udstrækning betragter de afghanske betjente som ligemænd.
Sergent Sand og sprogofficer Marie på besøg i et af vagttårnene i politihovedkvarteret. De afghanske politifolk er glade for ”bling”, og går gerne med smykker til uniformen. Foto: Kim Bechsgaard
Smilene var store hos afghanerne, som var glade for at se danskerne. Men opgaverne – dem klarer de selv langt hen ad vejen. Foto: Kim Bechsgaard
En positiv første tur
Patruljen besøgte også det nybyggede Justice Center inde i selve Gereshk. Et center som forventes åbnet om en måneds tid, og som er delvist finansieret af Udenrigsministeriet. Efter en overnatning i den gamle danske lejr, FOB Price, gik turen tilbage til Bastion og Camp Viking, og det var en tilfreds sektionsfører, som kunne opsummere POMLT’ernes første tur.
- Drengene og pigerne gjorde det rigtigt godt på deres første selvstændige tur. De fremgangsmåder vi har trænet hjemme fungerede rigtigt godt, og alle havde en ophøjet ro omkring opgaveløsningen, siger Rune Poulsen, oversergent og sektionsfører for POMLT.
Han understreger, at den måske vigtigste måde at beskytte sig selv på som kampsoldat er, at se de afghanske kollegaer og de lokale afghanere i øjnene, behandle dem med respekt og skabe gode relationer. Han oplever en stor forskel fra, da han var i Helmand på hold 1 og frem til nu på hold 16, og de afghanske politifolk fremstår meget mere professionelle.
- Det kan da godt være, at vi som danskere ville have løst en sikringsopgave anderledes end afghanerne, men til syvende og sidst er de selv ansvarlige for sikkerheden, og finder derfor også den bedste løsning på deres egen måde, siger Rune.
De danske kampsoldater fra POMLT i deres pansrede Eagle IV køretøjer. Foto: Nicholas Lundgard