[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Den konstante rumlen, både nat og dag, fra den store lufthavn i Camp Bastion, vidner om, at der altid er stor aktivitet og behov for flystøtte i Helmand. Hvad end det drejer sig om helikoptertransport mellem lejre og byer i Afghanistan, støtte til operationer ude på jorden eller strategisk lufttransport af vigtigt gods til og fra Camp Bastion.
Kaptajn Jesper Sahl Hvass (til højre) inspicerer lastningen af Boeing 747 transportflyet. Fotos: Nicholas Lundgard.
For de danske soldater i Helmand er logistikernes arbejde af stor betydning. Både i forhold til at få forsyninger ind til de danske styrker i det sydlige Afghanistan, og til at re-deployere mange tons køretøjer, gods og materiel hjem til Danmark – klar til nye opgaver engang i fremtiden.
- I løbet af de seneste par måneder har vi flyttet 1497 tons gods ud af Camp Bastion, og er derfor godt med i forhold til den plan for hjemtagning af materiel, som vi rejste herned med. Samspillet mellem DANCON og det Nationale Støtte Element (NSE) virker upåklageligt, men det der virkelig har været fantastisk at opleve, er den oprigtige lyst og evne til at støtte os, som vi blandt andet oplever hos amerikanerne og englænderne, siger Jesper Sahl Hvass, kaptajn og næstkommanderende i NSE.
De mange godscontainere skubbes og manøvreres forsigtigt og sikkert på plads i bugen af det store fly.
En hjælpende hånd
I den forløbne uge gennemførtes de foreløbigt sidste flyvninger med de store Boeing 747 transportfly, som kan rumme op til 80 tons gods, fra Camp Bastion. Flyene er russiske, ejet af et selskab i Ukraine, opereret af et pakistansk firma, flyves af amerikanere og håndteres af folk fra Puerto Rico. Et ægte, multinationalt selskab i bogstaveligste forstand. 747-flyene transporterer 70 store containere fyldt med depotvarer, som skal hjem til Danmark og klargøres til nye opgaver i Hæren.
- I forbindelse med, at vi hjemtog alle vores Infanteri Kamp Køretøjer (IKKer) og en række andre køretøjer, havde vi leaset amerikanske C-17 transportflyvninger. Det amerikanske movement team, der var hyret til at klargøre og laste de mange C-17 fly, tilbød os at hjælpe med de seneste tre ugers 747-flyvninger, siger Jesper Sahl Hvass.
- Selvom det ikke er amerikanske fly, og således reelt set intet har med dem at gøre, så ville de hellere end gerne støtte os, fordi amerikanerne synes, at vi er nogle gode fyre at arbejde sammen med. Så vi har kun betalt for at lease 747-flyene, men betaler intet for det amerikanske movement teams hjælp, og det er jo fantastisk.
Transportflyet er delt i to dæk, men de danske logistiksoldater fylder kun det øverste dæk på dagens flyvning til udskibningshavnen i De Forenede Arabiske Emirater.
In together, out together
Netop amerikanerne har rigeligt at se til i lufthavnen i Camp Bastion, da mængden af gods og materiel er mange gange større end danskernes. Det amerikanske movement team ledes af en erfaren seniorsergent, Colt Sievers, som tidligere har haft med danskere at gøre. Hans familie havde nemlig en dansk udvekslingsstudent boende for mere end tredive år siden, og seniorsergenten har da også pralet med samarbejdet med danskerne til sin gamle, danske ven via Facebook.
- Jeg har aldrig set en udenlandsk styrke arbejde så hårdt, som danskerne gør med de relativt begrænsede ressourcer, som de har til rådighed. Hvis vi nogen sinde skal i krig igen, et eller andet sted i verden, så ville jeg ikke tøve et sekund med at stå skulder ved skulder med de danske soldater, siger Colt Sievers, Master Sergeant i United States Airforce.
- Som jeg ser det, løfter vi alle den samme opgave med ét fælles mål, og de danske fyre er herlige at arbejde sammen med. De har også hjulpet os et par gange, og jeg ser frem til at besøge dem i Danmark engang i fremtiden.
Master Sergeant Sievers (bagerste række til venstre) sammen med amerikanske og danske kolleger i lufthavnen i Camp Bastion.
De næste flyvninger, som DANCON og NSE gennemfører, er en række flyvninger med russiske Antonov og Ilyushin transportfly i midten af december samt et større ryk med amerikanske C-17 igen til januar. Disse flyvninger vil blandt andet hjemtage en del af DANCONs lastbiler og den store blokvogn sammen med meget andet materiel. Og hvis man skal tro den amerikanske Master Sergeant Sievers ord, så er der én ting, som de danske logistiksoldater i Camp Viking kan regne med, og det er hjælp fra det amerikanske movement team endnu engang.