[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

De danske officerer i Transportsektionen ved UNMISS (United Nations Mission in the Republic of South Sudan) arbejder på at gøre hele missionens bilpark køredygtig. Sydsudan er lidt mindre end Frankrig, og der findes bare 300 kilometer asfalteret vej i landet. Resten af vejnettet består af grusveje, som mere eller mindre skylles væk under regntiden, og det tager hårdt på missionens køretøjer.

- Det er ikke unormalt at bruge både fem og seks timer for at køre 50 kilometer, fortæller major Flemming H. Pedersen, der arbejder ved Transportsektionen.

- Over store afstande, eksempelvis mellem staterne, bruger man typisk lufttransport. Men ude i staterne bliver der primært brugt hjulkøretøjer, og de dårlige vejforhold slider voldsomt på den køretøjspark, der er i UNMISS, fortæller han.

De mest udpinte biler er allerede afskrevet, og Transportsektionen regner med, at mere end 400 biler ryger samme vej, fordi vedligeholdelsesudgifterne er for høje, og fordi der ikke er hårdt brug for så stor en bilpark. Missionen tildeles desuden 150 nye biler, så den ikke kun råder over slidte, ældre biler.



Dette billede er på ingen måde unikt, men giver et ganske godt indtryk af forholdene under regntiden. Fotos: Flemming H. Pedersen


Hårdhændet behandling
Det er nu ikke udelukkende vejret og vejene, der skal have skylden for, at UNMISS-køretøjerne er slidt ned. Brugerne, der kommer fra mange forskellige nationer og kulturer, er ikke altid lige opmærksomme på at vedligeholde bilerne eller at få gjort opmærksom på problemer, inden de vokser sig store.
Bilen på nedenstående billede, en Nissan, blev kørt på værksted, fordi køreren syntes, den var ”underlig” at køre i. Vedkommende havde kørt 200 kilometer i bilen uden at opdage noget, da en passager gjorde opmærksom på fejlen.



Nogle brugere er hårde ved bilerne. Denne bil kørte 200 kilometer i den tilstand.


Transportsektionen i UNMISS – hvad er det?

Normalt er transport noget med bevægelse fra punkt a til b. Men i en FN-mission, og måske især i UNMISS, er denne sektion nærmere bindeleddet mellem enheder, stabe og hovedkvarterer.

Hjertet i sektionen er en lille enhed, der budgetterer, indkøber, fordeler og inddrager køretøjer i hele UNMISS. Udover de køretøjer, de enkelte lande stiller med for at løse deres interne opgaver, er alle køretøjer i UNMISS udlånt af Transportsektionen.