[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]
Den danske indsats i Afghanistan lakker mod enden. Efter snart otte års indsættelse i nogle af de hårdeste kampe, danske soldater nogensinde har deltaget i, og i et til tider ugæstfrit klima og miljø overtog de afghanske sikkerhedsstyrker i sommeren 2013 ansvaret for sikkerheden i deres eget land. I mange år op til er afghanske soldater og politifolk blevet undervist, trænet og mentoreret af udenlandske styrker, herunder også danske soldater.
Med udgangspunkt i den danske lejr, Camp Anders Lassen i Lashkar Gah, har danske specialstyrker fra Jæger- og Frømandskorpset i det såkaldte Task Force 7 undervist en afghansk specialpolitienhed under navnet Provincial Response Company, Helmand, der kan sammenlignes med Politiets Aktionsstyrke i Danmark. Sidst i december har de danske specialstyrker så lukket Camp Anders Lassen, og de er nu rejst tilbage til Danmark. Den afghanske specialpolitienhed står nu på egne ben.
Habile skytter med de slidte AK-47 rifler, som specialpolitisoldaterne bruger.
Nødvendig ballast
Task Force 7 er det første eksempel på, at danske specialoperationsstyrker har gennemført militær assistance og undervisning i et land præget af krigslignende tilstande og uroligheder. Patruljeføreren på det syvende og sidste hold kan se nogle klare fordele i, at en træningsopgave som denne netop blev løst af specialstyrker frem for konventionelle styrker:
- Jeg tror, man skal have nogle års erfaring for at kunne gøre det, som vi har gjort. Vi er alle sammen voksne mænd, som har en masse erfaring med i bagagen, og jeg har eksempelvis ikke haft noget problem med at sende to af mine drenge alene ud i mørket på en opgave med femten afghanske specialpolitisoldater. Det kræver, at man har en masse erfaring, hvilket ofte er kendetegnende for os specialstyrker, siger P.F., der er patruljefører på Hold 7 ved Task Force 7 og også var udsendt på Hold 3.
Soldaterne på Task Force 7 har været udsendt fire måneder ad gangen, og selvom den danske pædagogik har båret frugt og udviklet den afghanske enhed, så kan det stadigvæk ikke sammenlignes med undervisning af danskere under danske forhold:
- Efter afghanske forhold har vi rykket politisoldaterne rigtigt meget i løbet af to år. Fra vi kom herned, og de stort set ikke kunne noget, uden at vi gik forrest og fortalte dem, hvad de skulle gøre, til de nu kører ud og gennemfører operationer selv. Det, vi har lavet hernede, har på ingen måder været forgæves, siger P.F.
Dansk pædagogik på afghansk
Det afghanske specialpolitikompagni består af en kompagnichef, en næstkommanderende og en delingsfører samt tre delinger med soldater. I alt 120 til 130 mand. Hertil kommer en støttekadre med diverse instruktører, uddannelsesansvarlig med flere. For de danske specialstyrker har det været vigtigt at sikre, at specialpolitienheden selv fik uddannet instruktører, så enheden selv kan uddanne soldaterne i alle tænkelige fag, når danskerne er taget hjem. Også her kan man se en udvikling fra dag ét for snart to år siden.
- Jeg kan se en meget stor udvikling fra Hold 3 til Hold 7. På Hold 3 var det os danskere, der stod for al uddannelse. Når vi havde en uddannelsesdag, var det os, der satte skydebane op, planlagde og gennemførte lektioner. Vi forsøgte allerede dengang at uddanne instruktører og specialister blandt de afghanske politisoldater, og det kan vi nu se effekten af her på Hold 7, siger M, der på Hold 7 fungerer som uddannelsesansvarlig.
På skydebanen i Lashkar Gah.
På det sidste hold var specialpolitienheden kommet så langt, at det eneste, de danske undervisere og mentorer skulle gøre, var at spørge den afghanske officer, som var ansvarlig for uddannelse ved enheden, hvad de skulle træne i næste uge. Så ville han komme fortælle de danske mentorer, hvilke instruktører han havde sat på til undervisningen, og danskerne kunne så tilbyde at stille instruktører til rådighed, hvis hans egne instruktører skulle have spørgsmål, mens de selv stod for undervisningen.
Selvstændig planlægning og gennemførelse
De afghanske specialpolitisoldaterer også blevet mere og mere selvstændige i deres opgaveløsninger. Enheden er nu i stand til at planlægge og gennemføre efterretningsbaserede operationer selv. I forbindelse med en af de sidste operationer, hvor de danske specialstyrker var med som rådgivere, kom hele planlægningen i stand på baggrund af afghanske efterretninger, og specialpolitienheden havde selv identificeret målet.
- Afghanerne har fået en bedre taktisk forståelse og er i stand til at gennemføre stort alle operationer selvstændigt, hvilket også var tilfældet med helikopteroperationen i december. Langt hen ad vejen er vi bare med som observatører og rådgivere, hvis der skulle ske noget, siger PF, patruljefører på Hold 7 ved Task Force 7.
Gensidig læring
Det er danskernes vurdering, at specialpolitienheden er i stand til at løse selvstændige opgaver – både nu og fremadrettet:
- Nu, hvor vi er på vej hjem, og ikke længere skal støtte specialpolitienheden, så har de presset på for at få den sidste viden ud af os. Det er rigtigt godt, for så ved vi, at de er ved at være klar, og at de er bevidste om, at de fra nu af selv står med ansvaret, siger M, uddannelsesansvarlig på Hold 7 ved Task Force 7.
Den afghanske delingsfører ”O” fortæller, at det har været enormt lærerigt at arbejde sammen med danskerne, som både han og hans kollegaer betragter som meget dygtige og professionelle soldater:
- Takket være danskerne er vi blevet bedre dag for dag, og vi fortsætter med at træne og udvikle enheden, også efter vores danske venner er rejst hjem. Personligt har jeg lært rigtigt meget af de danske soldater, og jeg takker dem for deres store indsats, siger O, der både fungerer som uddannelsesansvarlig og delingsfører ved enheden.
Specialpolitienheden består dels af meget erfarne og dels af nogle mindre erfarne politisoldater. Med de rigtige muligheder for læring og ikke mindst den rigtige holdning hos den enkelte soldat vil de, også i fremtiden, kunne løfte vigtige sikkerhedsopgaver i Helmandprovinsen.
- Jeg har en rigtig god mavefornemmelse med at forlade dem nu. De er flyveklare. Forud for de seneste par operationer, som de har gennemført, har de ringet i forvejen og hørt, om vi ville med. Når vi har spurgt dem om, hvorvidt det nu også var nødvendigt, har de sagt ”nej, men det er hyggeligt når I er med!” Og det siger jo i virkeligheden alt om, at de afghanske specialpolitisoldater i Laskar Gah er klar til at stå på egne ben siger PF.
FAKTA:
|
- Det danske Task Force 7 blev opstillet og udsendt i februar 2012 og
har bestået af Jægersoldater og Frømand samt støttepersonel i form af
kørere og skytter fra Trænregimentet i Aalborg.
- Der har i alt været syv hold specialstyrker udsendt til Task Force 7 i Lashkar Gah.
- Den danske lejr, Camp Anders Lassen, var opkaldt efter den danske
krigshelt, der efter sin død som den eneste dansker modtog
Victoriakorset for sin indsats på britisk side under 2. verde.
- I løbet af to års mentorering og uddannelse af de afghanske
specialpolitisoldater har de danske specialstyrker mistet én dansk
soldat. Det skete den 3. januar 2013, da René Brink Jakobsen blev dræbt
af en improviseret sprængladning under en fælles operation med
afghanerne.nskrig.
- Den 23. december 2013 var to års indsættelse i Lashkar Gah slut, og
Camp Anders Lassen blev afmonteret, pakket ned og sendt med en
logistikkolonne til Camp Bastion.
|