[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]



Under øvelsen træner de danske kampvogne sammen med infanterister fra Litauen. (Foto: Mads Rolf Ahrenskjær)


Danmark deltager i disse dage for første gang i den amerikansk ledede øvelse Saber Strike, der finder sted mellem den 8.og den 20. juni i Estland, Letland og Litauen. Det største danske bidrag er den danske reaktionskampgruppe, der øver sig i Rukla i Litauen med 900 mand og al enhedens materiel og køretøjer. Blandt andet har danske Leopard 2 A5-kampvogne trænet op- og afsiddet fremrykning sammen med litauiske infanterister.

Udover Reaktionsgruppen deltager Danske Division med seks stabsofficerer i den amerikanske øvelsesledelse, ligesom Danmark har mindre bidrage fra både Søværnet og Flyvevåbnet med på øvelsen. Dermed udgør den danske deltagelse over en femtedel af de i alt 4.500 soldater fra ti lande, der deltager i Saber Strike. Det er ikke gået ubemærket hen hos øvelsesledelsen, og ved åbningen af øvelsen bød den amerikanske øvelsesleder, Generalmajor Mark McQueen, særligt velkommen til Canada og Danmark, der begge deltager i øvelsen for første gang.

Generalmajoren uddybede efterfølgende sit syn på det dansk-amerikanske samarbejde:

- Det er et meget sundt militært samarbejde, USA har med Danmark. Det er et ægte makkerskab, hvor vi står skulder ved skulder. Vi leder hele tiden efter muligheder, hvor vi kan styrke vores kompetencer og træne vores evne til at løse opgaver i samspil med andre lande. Uanset om det er på øvelser som Saber Strike, i skydelejr eller i et klasseværelsesmiljø. Vi bør udnytte alle muligheder til at sætte os sammen og udveksle ideer og tanker, diskutere doktriner, bemanding, træning og udrustning af vores styrker. Den gode dialog bliver ved med klart at understrege det positive forhold vi har til det danske militær, sagde Generalmajor Mark McQueen og tilføjede:

- I mine øjne er Danmark afgørende for hele NATO-arkitekturen, og jeg håber, at amerikanske og danske styrker vil fortsætte med at have muligheder for at træne og øve sig sammen. Det er selvfølgelig en beslutning, der skal træffes af Danmark, men jeg er meget optimistisk omkring mulighederne for et endnu bedre og mere intensivt samarbejde i fremtiden.



Generalmajor Mark McQueen byder velkommen ved øvelsens åbning. (Foto: Kjeld Andersen)


Den danske reaktionskampgruppe havde på øvelsens første dage også besøg af den øverstkommanderende for de amerikanske hærstyrker i Europa, Generalløjtnant Donald M. Campbell Jr. Læs interview med ham og se billederne fra hans tur i en dansk Leopard kampvogn på 2.brigades Facebook-side.