[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Af Forsvarskommandoen

Fra den 1. oktober 2014 tiltræder brigadegeneral Hans-Christian Mathiesen stillingen som chef for den kommende Hærstab i den nye Værnsfælles Forsvarskommando, hvor han ansættes som generalmajor.

Hans-Christian Mathiesen er 49 år og kommer fra en stilling som stabschef i Hærens Operative Kommando. Han har en bred baggrund fra stillinger i Forsvaret og har blandt andet været chef for Den Internationale Operationsafdeling i Forsvarskommandoen samt chef for hærens 2. Brigade.

I forbindelse med udnævnelsen af Hans-Christian Mathiesen siger forsvarschef, general Peter Bartram:

- Brigadegeneral Hans-Christian Mathiesen er den rigtige mand til jobbet som chef for den kommende Hærstab. Jeg glæder mig til samarbejdet. Jeg ved, at han har stor indsigt i hæren og de udfordringer, der ligger forude. Derfor er jeg overbevist om, at hæren under hans ledelse fortsat vil kunne levere enheder af høj kvalitet.


- Jeg er utroligt stolt af at blive udnævnt til chef for Hærstaben. Jeg glæder mig til at komme ud fra kontoret og møde soldaterne på arbejde, ude og hjemme. Vi skal sammen sikre, at Hæren er bedst muligt forberedt til næste indsættelse, udtaler Brigadegeneral Hans- Christian Mathiesen.

  Brigadegeneral Hans-Christian Mathiesen