[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Søværnets Tambourkorps leverede den traditionelle ceremonielle musikalske ramme ved paraden, der endeligt afsluttede en æra i dansk forsvars historie. Soldaterne var opstillet i Generalens Gård. Kommandoerne gjaldede. Soldaterne eksercerede som én sammentømret maskine, og lige inden fanen blev ført til midten kunne man høre en knappenål falde til jorden.

Generalens Gård var i dagens anledning var omdannet til paradeplads, og der var kommet gæster, der ville vise DANILOG den sidste ære. Den højtidelige stemning gik som et sagte strøg igennem alle, da fanen, der for 12 år siden blev indstiftet af Hendes Majestæt Dronning Margrethe, for sidste gang blev ført til midten. Den fane, der har været samlingspunkt for den operative logistik, som har gjort det muligt for danske soldater overalt i verden at skabe de resultater, de har gjort.



Chefen for Trænregimentet, oberst Christian Mollerup Schmidt (th), inspicerede enhederne sammen med garnisonskommandanten, oberstløjtnant Per L. Hinrichsen (i midten).


Den sidste chef for DANILOG, oberstløjtnant Per L. Hinrichsen, understregede den store forskel regimentet havde betydet for dansk forsvar og cementerede det fundament, som 4 Nationale Støttebataljon skal arbejde videre på. Den bataljon, som fortsætter under Trænregimentet, og som skal fortsætte arbejdet med at uddanne nationale støttelementer, der kan udsendes til missionsområder og forsyne danske kampsoldater.

På et næsten magisk øjeblik skridtede fanebæreren og faneløjtnanten frem mod chefen for DANILOG til trommernes taktfaste slag. På midten af paradepladsen blev fanen overdraget til chefen for DANILOG. Han vendte sig om mod chefen for Trænregimentet, oberst Christian Mollerup Schmidt, som tidligere har været stabschef ved DANILOG og rakte fanen frem mod ham.



- Modtag DANILOG fane, som symboliserer 13 års erfaringer og hjerteblod fra den operative
logistik. Pas godt på den. Hermed erklærer jeg DANILOG for nedlagt, kundgjorde oberstløjtnant
Per L. Hinrichsen, afgående chef for Det Danske Internationale Logistik Center, kendt som DANILOG.

- Fanen vil nu, sagde oberst Christian Mollerup-Schmidt, blive ført til Aalborg og der blive en del af Trænregimentets rødder og historie. Langsomt og værdigt førtes fanen ud af Generalens Gård og videre til Aalborg Kaserne, som er hjemsted for Trænregimentet.

Garnisonen i Vordingborg har fortsat oberstløjtnant Per L. Hinrichsen som chef. Han bliver nu Garnisonskommandant for Vordingborg Kaserne. Ved den efterfølgende reception blev fanen for Garnisonskommandant Vordingborg præsenteret. Det er fanen for Falsterske Fodregiment. Det var oprindeligt 5. Regiment, der flyttede ind på kasernen den 22. januar 1913 og som senere – i 1961 - fik sit oprindelige navn tilbage – Falsterske Fodregiment. Dermed er den historiske ring sluttet, fortalte oberstløjtnant Per L. Hinrichsen i sin tale til gæsterne og fortsatte…



Falsterske Fodregiments fane (tv) bliver samlingspunkt for
Garnisonskommandant Vordingborg.

- Det er med stolthed, at jeg i dag kan præsentere fanen og samtidig beæret over at vi har fået lov til at bære mærket for den enhed, der i 68 år har været garnisoneret på Vordingborg Kaserne, afsluttede oberstløjtnant Per L. Hinrichsen.

Garnisonskommandantens fremtidige opgaver er at bevare og udbygge det gode samarbejde med Vordingborg By og soldaterforeningerne, samt tage sig af koordinationen af arbejdsmiljø, sikkerhed og støtte til 4 Nationale Støttebataljon.

kilde: DANILOG