[Oprindeligt publiceret af Hærstaben]

Fra 28-02-2014 - kl. 19:25



Se flere billeder fra dagen i vores Medie Galleri ved at klikke her. Foto Holger U. Hansen


I dag blev Danske Artilleriregiment (DAR) nedlagt som led i implementeringen af Forsvarsforliget. Som et farvel til regimentet blev der afholdt en parade på Varde Kaserne klokken 11 fredag formiddag. Fra mandag den 3. marts bliver artilleriregimentet i stedet en del af Hærens Kamp- og Ildstøttecenter (HKIC) i Oksbøl.

Men selvom artilleriregimentet ikke længere er selvstændigt, er der stadig store visioner for artilleriet:

- Vi vil gerne huskes som en organisation, der altid har leveret støtten i rette tid og rette mængde. I forlængelse af det er vores fremtidige visioner at opretholde det høje og professionelle niveau, fortæller oberstløjtnant Poul-Erik Ebbe Andersen, der indtil i dag var chef for 1. Ildstøtteafdeling. På mandag bliver han chef for 1. Danske Artilleriafdeling ved Hærens Kamp- og Ildstøttecenter.

De sidste skud
Det var dermed de sidste skud i DAR's historie, der i torsdags blev affyret under 1. Ildstøtteafdelings feltøvelse. Både morterer og haubitser var i gang, og i alt blev 674 skud, både TMT og 155 millimeter, affyret mellem mandag og fredag.

Om DAR's nedlæggelse fortæller oberstløjtnant Poul-Erik Ebbe Andersen:

- DAR var det sidste selvstændige artilleriregiment, så det er vemodigt at tage afsked. Men nu har vi fået en "mor" i HKIC, og det skal nok gå fint.




Se de sidste skud fra øvelsen på video her